Tekst af Morten Rosenstand Eriksen
Der findes lige så mange barnløse – eller barnefri – mennesker i Danmark, som der findes årsager. Nogle fravælger bevidst børn, mens andre må indse, at det bare ikke kan lade sig gøre.
Personligt er jeg – sammen med min hustru – det, man kalder »permanent ufrivilligt barnløse« efter et ni år langt forløb. Der blev lukket en dør for altid efter store fysiske og psykiske prøvelser, op- og nedture, operationer og tusindvis af kroner smidt efter bare den mindste mulighed for, at det skulle lykkes. På den måde er det trods alt med fornemmelsen af, at der ikke kan gøres mere, at vi åbnede en anden dør – til et liv uden børn.
Tusindvis af par har stået i den samme situation, og det taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt så lidt, de positive historier om permanent barnløse fylder i den offentlige debat eller bevidsthed. Det er bemærkelsesværdigt så lidt trøst, der er at finde, selvom det at få børn ikke er en mulighed eller et valg for alle.
For mig gør det i den forbindelse ikke nogen forskel, om man er frivilligt eller ufrivilligt barnløs; uanset baggrunden for, at man ikke har børn, og uanset om det er resultatet efter årevis af mislykkede forsøg eller et bevidst valg, er det en livsbetingelse, noget der definerer ens liv.
Man har nogle andre kort på hånden, som man må få det bedste ud af. Man mister ikke evnen til at involvere sig, arbejde, læse, elske, bruge sig selv og nyde livet. Man får nogle muligheder til gengæld for, at man ikke oplever forældreskabet.
Alligevel ser det ud til, at man som barnløs enten er dømt til livslang medlidenhed eller fordømmelse.
Medlidenheden møder man, når f.eks. DR sender »Mandefald«, om mænd, der aldrig får børn og derfor pr. definition er nogle stakkels tabere. Man møder dem også i aviserne. Fordømmelse, fordi man er en fiasko, hvis man ikke magter eller vælger at formere sig.
Det overvejes lige nu seriøst, om ens læge pr. automatik altid skal spørge om graviditetsplaner (vel og mærke kun hvis man er kvinde, som jeg forstår det), og Københavns Kommune kører en bred kampagne rettet mod mænd, som de kaldte »Spiller din sæd?« DR følte sig også for få år siden kaldet til at lave et TV-show med den kække titel »Knald for Danmark«. For vi har jo brug for flere velgørende tv-shows… Det er fordømmelse, generalisering og patronisering pakket ind i dansk humor og formynderi, fordi hvis man ønsker sig børn, men ikke gør det nødvendige i tide, kender man ikke konsekvenserne – og der kan kun følge ulykke, hvis man ender som permanent barnløs. Så hellere skynde sig at få børn sammen med en person, som man måske ikke kan se sig selv blive gammel med.
Det er på en eller anden måde et forsøg på at skrue tiden tilbage til dengang, hvor børnene bare kom pr. automatik, fordi man ikke havde prævention, eller fordi det forventedes af en.
Den underliggende konsensus synes at være, at det vigtigste er at få børn, at det har en iboende kvalitet i sig selv og er tilværelsens højdepunkt. Jeg har endnu til gode at se en film, læse en bog eller se en dokumentar, hvor parret ender som lykkeligt barnløse. Det er, som om de permanent barnløse forbliver usynlige, svævende i det tomme rum.
Tænk, hvis man kunne ændre den fortælling og det udgangspunkt. Tænk, hvis samfundet i højere grad så barnløshed som noget, der kunne vendes til noget positivt. Det må i hvert fald gælde for de homoseksuelle mænd eller par, der ikke har mulighed for at blive forældre. Eller hvad med dem, der har et fysisk eller psykisk handicap, der umuliggør forældreskab? Så hvorfor gælder det ikke for resten af os? Hvorfor forudsætter man implicit, at bare fordi man er en homoseksuel mand, kan man sagtens undvære børn, mens det i øvrigt er meningen med livet for resten af os?
Måske skyldes tingenes tilstand, at hele temaet om børn og barnløshed er omgærdet af myter. For nylig havde man i Go’ Aften Danmark inviteret to gæster ind, der begge aktivt havde fravalgt børn. Da jeg nægter præmissen om, at jeg skal gå igennem livet som barnløs stakkel, var det stærkt opløftende at få et lille intermezzo i den sædvanlige håndtering af barnløshed i medierne. Debatten, der fulgte, bød desværre på de gamle travere som, at »det kommer de til at fortryde«, eller »hvem skal passe dem, når de bliver gamle?« Av. Selvom sådanne kommentarer var rettet mod de to frivilligt barnløse, rammer de ligesom spredehagl også alle dem, der ikke kan få børn. Og de rammer unødvendigt, for der er intet belæg for nogen af påstandene.
Det sidste først. Her bør man skelne mellem dem, der som 70-årige fortryder, at de ikke har brugt mere tid med familien, og så dem der fortryder eller begræder, at de ikke fik børn. Det ligger dog lidt tungt, når selv en psykolog og forskningsleder indenfor området, nemlig Svend Aage Madsen, ikke selv skelner i sin problematisering af mandlig barnløshed og ensomhed, på trods af at det både gælder dem med og uden børn – og således ikke nødvendigvis har noget med barnløshed at gøre. En norsk undersøgelse fra 2012 tilbageviser derimod bekymringerne ved en barnløs alderdom. Gamle barnløse er hverken mere ensomme eller depressive. Ensomheden kommer nok snarere, hvis man ikke har et netværk, en partner, venner osv.
Så er der den eventuelle fortrydelse over ikke at have fået børn. En klassiker, der ikke kan bruges til noget for de ufrivilligt barnløse, og som bare er ulogisk for de frivilligt barnløse. For man spørger jo aldrig den anden vej – altså om de, der har fået børn, nogensinde har fortrudt det? Det ville være indiskret, ufølsomt og uforskammet – for selvfølgelig ikke. Men kan vi så blive enige om, at risikoen også gælder den anden vej?
Min pointe er, at hvis barnløsheden skal problematiseres, skal det i det mindste ske på en objektiv måde. Realiteterne er, at man ikke oplever at se sit barn vokse op, gå i skole, få kærester, blive gift, selv få børn. Man bliver aldrig bedsteforælder, og stamtræet slutter med én selv. Dét er realiteterne, og man bliver mindet om det hver dag i resten af livet. Men det behøver ikke være noget negativt, for der er en anden side af den historie. Meningen med livet defineres heldigvis af det, man fylder i det. Som forælder får man den mening foræret med sine børn, som barnløs skal man selv finde den.
Man behøver ikke være ensom, fordi man er barnløs, og livet behøver ikke være meningsløst, fordi man ikke har børn. Jeg ønsker ikke, at der skal kigges med hverken ynk eller fordømmelse på permanent barnløse som mig. Det skal ikke være et tabu, eller noget der er så smertefuldt, at man lader, som om det ikke eksisterer, eller mødes med en mur af tavshed eller ynk. Jeg ønsker i stedet, at man møder mig med positive forventninger til, hvad jeg så bruger livet til.
Det er helt sikkert svært, for langt de fleste får jo børn. Jeg ved, hvor meget børnene fylder hos de forældre, jeg selv har i mit netværk, og jeg er så heldig, at jeg har både en nevø, niece og guddatter. Så når jeg f.eks. kan berette om, hvordan jeg bruger mit liv på min hustru, min familie, mine venner, musik, politik osv., behøver det ikke være med en underliggende tristesse, men i stedet et lige så positivt – men markant anderledes – fokus end dem der har børn. Måske skulle vi begynde at dyrke den side af historien lidt mere?
Morten Rosenstand Eriksen
