Normal graviditet eller risiko for emotionel højrisiko graviditet?

Skrevet af Majken Weirsøe Mogensen, Jordemoder & Master i Sexologi

Det vordende fertilitetsbehandlede forældrepar forventes at være lettede over at det er lykkedes at opnå graviditet. Nu kan de gå ud i verden og være ”normalt gravide”, lykkelige, taknemmelige og i udvikling på alle måder, ikke mindst psykologisk set i forhold til forældredannelse og prænatal tilknytning. Men er det helt så ligetil? Nej, nok ikke.

Forskningen taler sit tydelige sprog

Studier konkluderer at gruppen af gravide, der har været gennem fertilitetsbehandling ER følelsesmæssigt sårbare, og derfor peges der bl.a. på at der bør gives mulighed for bl.a. ekstra jordemoderkonsultationer.

Paradoksalt nok rapporterer kvinderne at de har et behov for at være normale, men samtidig også et behov for ekstra bekræftelse. French, L. R. M., Sharp, D. J., og Turner, K. M. 2015. Antenatal needs of couples following fertility treatment: a qualitative study in primary care. Warmelink, J. C., Adema, W., Pranger, A., og de Cock, T. P., 2015. Client perspectives of midwifery care in the transition from subfertility to parenthood: a qualitative study in the Netherlands.

At overgå fra fertilitetspatient til normalt gravid

Ud fra et fagligt perspektiv kan der med infertilitet og fertilitetsbehandling i bagagen være risiko for emotionel højrisiko graviditet. Der ses en tendens til at det kommende forældrepar tilbageholder eventuelle ambivalente og negative følelser, tanker og handlinger, der kræver tid og fokus fra de sundhedsprofessionelle i svangreomsorgen. Derudover ses specifik angst og sårbarhed efter evt. tidligere mislykkede fertilitetsbehandlingsforsøg (reproduktive tab) og perinatale tab.

Det kan for de kommende forældre opleves som kontrastfyldt fra at være tilknyttet fertilitetsklinik, hvor man omtales som patient, måske betegnes som syg og vænnes til målinger, scanninger, kontroller, blodprøver og opfølgninger – til man som gravid i svangreomsorgen ikke længere er patient, men gravide. Man er ikke syg, men normal – og nu forventes man at mærke sin krop, sit ufødte barn og selv henvende sig ved bekymring.

Der er behov for at de sundhedsprofessionelle i svangreomsorgen har fokus på fertilitetshistorikken, og kan stille spørgsmål som eksempelvis: Hvordan taler og tænker parret om den fase de har gennemgået? Den sundhedsprofessionelle bør være lydhør overfor angst for at miste og evt. distance til krop og det ufødte barn, dvs. en ikke begyndende tilknytning. Der er behov for at der spørges til eventuelle tidligere reproduktive tab. Hvordan håndterede de egenomsorg og evt. stress gennem livsfasen? Har de fortalt andre om barnløshed, og hvilke reaktioner har det mødt? Hvordan har de det med at være gravide? Er der noget der bekymrer dem? Hvorledes kan vi som sundhedsprofessionelle støtte dem bedst muligt?

Gravide efter fertilitetsbehandling beskriver ofte hvorledes det er vanskeligt at håndtere de følelser, der er et vilkår før, under og efter en fertilitetsbehandling. Under graviditeten kan lykken forstyrres af angsten for at miste. En angst der fylder meget. Det gør den for alle gravide – men ofte mere udtalt hos ufrivilligt barnløse. For de vordende forældre er det ubærligt at tænke på, at man kan blive ’slået tilbage til start’. Det kan resultere i, at forberedelserne bliver udskudt af frygt for at stå med børneværelse og barnevogn – men uden barn. Det kan således have en negativ indflydelse på den vigtige tilknytning til det ufødte barn.

Behov for yderligere støtte

I et sundhedsfremmende perspektiv ses et behov for at støtte denne gruppe af gravide og deres partnere på langt bedre vis end man gør i dag. Der er et behov for at man i svangreomsorgen anerkender og har fokus på parrenes fertilitetshistorik og får sat ord på de svære følelser. Der er behov for sundhedsprofessionelle, der er uddannet indenfor den psykosociale omsorg i forbindelse med barnløshed og fertilitetsbehandling. Derudover et behov for at man anerkender at en stor andel af de fertilitetsbehandlende er sårbare, og har behov for bedre tid og mere fokus som led i en sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

Som det er i dag niveauinddeler man gravide i 4 niveauer på baggrund af ”Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen” – se herunder:

Differentiering af svangreomsorgen

Der anbefales en niveaudeling af svangreomsorgen og det tværfaglige samarbejde med henblik på at sikre den gravide den nødvendige støtte og omsorg i forhold til såvel obstetriske som sociale og psykiske risikofaktorer.

Niveau 1 er det basale tilbud om graviditetsundersøgelser, fødselshjælp og barselspleje til kvinder, hvis graviditet vurderes uden øget risiko.

Niveau 2 indebærer et udvidet tilbud, som kan varetages af de faggrupper, der arbejder inden for svangreomsorgen. Det kan fx dreje sig om tilbud til rygere eller overvægtige. Det kan dreje sig om kvinder med tidligere dårlig fødselsoplevelse eller mislykket ammeforløb, kvinder der venter mere end ét barn eller kvinder med risiko for gestationel diabetes. Der vil her være brug for at tilpasse tilbuddet til kvindens individuelle behov og for at henvise til særlige tilbud, der er etableret i regionen eller kommunen for disse kvinder.

Niveau 3 indebærer et udvidet tilbud, som involverer et tværfagligt samarbejde med andre faggrupper i sundhedssektoren og/eller tværsektorielt samarbejde med kommunen. Ved sociale, medicinske eller psykologiske problemstillinger af mere kompleks karakter tilbydes den gravide svangreomsorg på dette niveau. Det kan fx dreje sig om kvinder med psykologiske/psykiatriske problemer, eller om kvinder som har nyopståede eller kroniske somatiske lidelser, der fordrer samarbejde med andre speciallæger. Kvinder med sværere sociale problemstillinger af enten økonomisk eller familiær karakter kan desuden have behov for et udvidet tilbud om kontakt til og støtte fra sundhedsvæsenet eller socialforvaltningen. Lokale tværfaglige grupper vil typisk kunne varetage opgaverne på dette niveau i henhold til lov om social service § 49a og sundhedsloven § 123. Se også bestemmelse om skærpet underretningspligt i serviceloven § 153, stk. 1-2.

Niveau 4 indebærer samarbejde med specialiserede institutioner som fx familieambulatorium, familieinstitutioner og andre behandlingstilbud. Den gravide indplaceres på dette niveau, når der er tale om særlig komplicerede problemstillinger som fx rusmiddelproblemer, svære psykiske/psykiatriske lidelser og/eller alvorlig social belastning, hvor der med høj sandsynlighed vil blive vanskeligheder med tilknytningen mellem mor og barn og varetagelse af barnets tarv.

Der tages som det er i dag altså ikke højde for fertilitetshistorik, og der er ikke som udgangspunkt argumenter om at placere Gravid efter fertilitetsbehandling i andet end Gr. 1.

Hvordan løser vi det? Der må et yderligere tværfagligt samarbejde til!

Der kan peges på forbedringspotentialer i følgende punkter:

Systematik ift. evaluering af behandlingsforløb (gentagne graviditetstab, selvvurderet sårbarhed evt. vha. scala). Dette for at kunne videregive det til egen læge og jordemoder.
Fokus på overgange imellem fertilitetsklinik, egen læge og svangreomsorgen. Kan udbygges med opkald, korrespondancer ved særligt ”svære” forløb. Dette fremfor patienterne som budbringere.
Visitation i Svangreomsorgen kan herefter placere den gravide på det oplagte niveau eller tilbyde særkonsultation.
Den enkelte jordemoders evne til at identificere sårbarhed – evt. behov for efteruddannelse.

Nyt spændende tiltag

På Odense Universitets Hospital (OUH.), herunder Odense og Svendborg Sygehus, har man i Svangreomsorgen som de første i Danmark valgt med opstart i maj 2021, at tilbyde fertilitetsbehandlede at blive fulgt i en speciel konsultation hos en jordemoder, der har særlige kompetencer vedrørende psykosociale belastninger i forbindelse med barnløshed og fertilitetsbehandling.

Det nyoprettede tilbud på OUH. adskiller sig fra de almindelige konsultationer ved følgende:

Det første jordemoderbesøg lægges i den helt tidlige graviditet.
Her planlægges med udgangspunkt i individuelle behov graviditetens videre forløb, herunder også behov for inddragelse af andre samarbejdspartnere.
Der gives tid til at sætte ord på aspekter af barnløshed og dens behandling – for nogle er der behov for at bekræfte ”det normale”, og for andre er der behov for fokus på at styrke mestringsevnen.
Der arbejdes med mulighed for brug af virtuelle kontakter i forhold til tryghedsskabelse.
Der arbejdes med mulighed for på sigt at være initierende i forhold til netværksdannelse.
Konsultationen varetages primært af jordemoder med kompetencer indenfor feltet.

Med tilbuddet ønsker man, at sikre den bedst mulige familiedannelsesproces for denne gruppe som led i en sundhedsfremmende og forebyggende strategi.

Der vil endvidere blive tilknyttet forskning fra Syddansk Universitet for at kunne monitorere effekt og evaluere tilbuddet, med særligt fokus på om antal af akutte kontakter ændres for gruppen der følges i special konsultationen.