“Mette Mi kæmpede i fem år: Behandling slæber overset spor med sig.”

Vores daglige leder Maria Salomon medvirker i en artikel i Avisen Danmark den 25.september 2023.

Læs hele artiklen via link her

Har du brug for at tale med en rådgiver, kan du booke en samtale her.

I Fertility Care’s telefonrådgivning oplever vi en række tilbagevendende tematiske problematikker, der er forbundet med de forskellige faser før, under og efter fertilitetsbehandling. Vi bistår med støtte og rådgivning:

 

Før

• Vi kan støtte dig i den sorg og krise, der er forbundet med ikke at kunne få børn på den naturlige måde, som du havde forestillet dig.
• Vi kan støtte dig, der får et barn uden en partner som solo-mor.
• Vi kan støtte dig i dine bekymringer for de forskellige hormonbehandlinger, og de fysiske indgreb, et fertilitetsforløb kan medføre.
• Vi kan støtte dig i hvordan du generelt kan forberede dig mentalt og praktisk på at skulle gennemgå et fertilitetsbehandlingsforløb.

 

Under 

• Vi kan støtte dig hvis du oplever belastninger i nære relationer, fx ifm. parforhold, familieliv, venner og kollegaer.
• Vi kan støtte dig hvis du føler dig udenfor fællesskabet og oplever social tilbagetrækning, jalousi over andres børn og følelsen af at være i venteposition.
• Vi kan støtte dig med udfordringer i arbejdslivet, herunder følelsen af at være nødt til at dele et meget privat problem med dine ledere og kollegaer. 
• Vi kan støtte dig ved mislykkede graviditetsforsøg og eventuelle aborter.
• Vi kan støtte dig når kroppen reagerer under fertilitetsbehandling og omkring hvordan du bedst yder den omsorg.
• Vi kan støtte og hjælpe hvis du oplever symptomer på stress, angst og depression, som kræver yderligere behandling.

 

Efter

• Vi kan støtte dig i at finde retning og mening i livet, hvis behandlingen ikke lykkes og ønsket om at få et barn ikke opfyldes.
• Vi kan støtte dig i at bearbejde et slidsomt fertilitetsforløb, så evt. stress og angst ikke bæres videre i barnets start på livet. 

 

Vi er her alt i alt for dig – det er nemt at booke en samtale og blive ringet op af en rådgiver. En telefonsamtale med en rådgiver i Fertility Care er underlagt tavshedspligt og kan være dit let tilgængelige, men meget værdifulde første skridt mod hjælp.

 

Læs mere om vores telefonrådgivning her, hvor du også kan booke en samtale.

 

I fagbladet Sygeplejersken Årgang 2023 nr. 1 bringes en artikel om Fertility Care, ”Frivillig
fertilitetsrådgivning får midler og kan udvide.”

Vores daglige leder Maria Salomon fortæller i artiklen: ”Ufrivilligt barnløse står ofte i en svær
eksistentiel livssituation. At gå igennem fertilitetsbehandling kan være hårdt og fylder meget for
mange. Derfor tilbyder vi gratis telefonrådgivning med frivillige fertilitetssygeplejersker, der
brænder for at hjælpe mennesker i en svær situation”.

Artiklen kan læses i fagbladet Sygeplejersken

Hvad kan man(d) gøre?

Magtesløsheden og det at der ikke har været en klar rolle for mig at indtage i forløbet har været det sværeste for mig. Især som mand syntes jeg tit at min rolle har været reduceret til nærmest ingenting. Én der bare var med på sidelinjen. Der bliver ikke rigtig stillet nogle krav til manden i fertilitetsbehandling.

Til samtalen angående opstart på inseminering, var de eneste ting der omhandlede mig, at jeg ”helst skulle lade være med at ryge”, jeg måtte godt ”forsøge at drikke mindre” og da den mandlige læge hørte at jeg er tømrer, beklagede han det tidspunkt hvor man kunne indlevere af sæd om morgen. Han konkluderede at det jo passede dårligt med mit arbejde og han ”håbede at det ville være muligt for mig at tage fri fra arbejde, så jeg kunne komme og aflevere sæden”. Der er ikke nogen der beklager overfor min kæreste alle de timer, som hun skal tage fri for at være i fertilitetsbehandling. I de bøger vi har læst omkring at forbedre fertiliteten, står der en masse ting som en kvinde kan gøre, men kun som et sidenote står der, at disse råd også gælder manden.

Det er som om at man ikke tør at stille krav til manden i fertilitetsbehandling. Som om at man ikke stoler på mandens dedikation til projektet.

Magtesløsheden tror jeg både jeg selv og min kæreste har stået med. Manglen på krav til manden gør dog at det føles som om, at jeg egentlig bare er med fordi min kæreste vil have et barn. Som om det ikke er et ønske fra min side at få et barn. Som om at jeg ikke spiller en aktiv rolle, en part som har indflydelse på vores fælles fertilitet og min andel og ansvar i dette fælles projekt.

Jeg tror, at det i sidste ende kan betyde at nogle mænd rent faktisk kommer til at føle sig koblet af og faktisk ender med ikke at være ligeså dedikeret som deres partner. Det kan i sidste ende skabe en kløft i parforholdet.

Manden og kvindens rolle både i fertilitetsbehandling og i forhold til graviditet og fødsel er meget forskellig og derfor tror jeg at det er altafgørende at der faktisk er en rolle for manden at indtage under fertilitetsbehandling. Den rolle kan være meget svær at finde selv.

Til tider har jeg en tendens til at trække mig i tingene, når jeg alligevel ikke føler at jeg kan gøre fra eller til. Jeg har skubbet tingene lidt væk, både tankerne og følelserne. Hvilket kan give indtrykket af at det ikke rører mig eller at jeg ikke tænker på det. Det er en tendens jeg har som forsvar overfor dét der gør ondt eller påvirker mig – så går jeg ind i mig selv. Jeg har til tider glemt at være til stede i de ting der skete, men mere fokuseret på at det hele nok skal gå.

Det har gjort at min kæreste har følt sig alene i det og at alt ansvaret har ligget på hendes skuldre, fordi jeg lukkede mig mere inde i mig selv. Jeg har ikke taget initiativ til at snakke om tingene eller spørge ind til hvordan hun havde det eller delt hvordan jeg egentlig selv havde det.

Det har hjulpet mig rigtig meget at snakke med min kæreste og være en aktiv del af forløbet. At finde ud af at der er masse ting som jeg kan gøre, både for at støtte hende, men også for at sørge for at den sæd jeg leverer er af bedst mulig kvalitet. Min kæreste har en kromosom-fejl, som gør at vi har svært ved at få børn. Det viser sig ved tidlige aborter eller problemer med at opnå graviditet, men det betyder ikke at min sundhed er ligegyldig og at jeg ikke kan leve op til nogle anbefalinger for at optimere vores chancer for enten en naturlig, sund graviditet eller en vellykket fertilitetsbehandling. Hendes kromosomer kan vi ikke gøre noget ved, men vores egen både fysiske og mentale sundhed er parametre som vi faktisk har indflydelse på.

Vores fælles fokus på trivsel og sundhed har gjort at det føles som noget vi gør sammen og ikke noget hun gør, hvor jeg står på sidelinjen. Vi føler os som et team. Jeg får skrevet alle aftalerne ned i min kalender, så det er et fælles projekt – ikke bare noget min kæreste skal – lige meget om det er noget jeg kan komme med til eller ej og selvfølgelig kan jeg tage fri for at aflevere sæd på det helt rigtige tidspunkt ligesom jeg selvfølgelig også tager fri ved samtaler med lægerne omkring vores fælles behandling og når min kæreste skal insemineres, have taget æg ud eller lagt æg op. Problemet i mine øjne er, at det faktisk ikke er en selvfølge.

Det har også hjulpet mig at snakke med nogle af mine venner og gennem de samtaler er det gået op for mig at der er mange, der kæmper med disse problemer. At få et barn er ikke så let, som man måske kan have en tendens til at tro.

Det har været en lang proces, så det kan være svært at vurdere hvad og hvornår tanker og følelser er opstået. Jeg er overrasket over hvor lidt fokus der er på manden og glad for at vi som par har været gode til at snakke om at det er et fælles projekt. Det har helt sikkert gjort det lettere for mig at være en del af det. Hvis ikke, kunne jeg nemt være endt som en deltager på sidelinjen og jeg vil ikke stå som en passiv tilskuer til tilblivelsen af vores fælles barn.

Styrken i at snakke sammen og gøre tingene sammen er helt sikkert blevet forstærket igennem dette. Både det at snakke med min partner, men også det at snakke med mine venner og dem omkring mig. Man skal huske at man er i en lille boble, hvor man får en masse information, som ikke er almen viden og derfor er man også nødt til at snakke med dem omkring én om de processer, tanker og følelser man oplever. Det kan være rigtig svært at forestille sig hvordan det føles, når man ikke selv står i det.

Mit bedste råd er helt sikkert at snakke sammen og huske på at det er et fællesprojekt. At være gode til at snakke sammen er noget man skal holde ved lige ellers risikere man at det forsvinder stille og roligt.

En samtaleguide til dig, der er i fertilitetsbehandling og gerne vil involvere og tale med din leder og kolleger. Vi ved det kan være svært – men involvering af din arbejdsplads kan have en positiv betydning for din tid i behandling. 

 

Hvad kan du bruge samtaleguiden til: 

Brug guiden som inspiration når du skal tale med din leder/kolleger om din barnløshed og fertilitetsbehandling. Det kan være rart at have noget at læne sig lidt op ad, når du skal tage hul på en samtale som ofte føles sårbar, når man som du er berørt af barnløshed. Det er vigtigt, at du passer godt på dit arbejdsliv og at din leder og kolleger passer godt på dig – også under behandling. 

 

Overordnede emner kan være gode at tage stilling til inden samtalen:

• Hvis du er i behandling med en partner, er det vigtigt at I sammen afklarer hvem i jeres arbejdsliv der skal vide hvad, og hvor stor detaljegraden omkring jeres barnløshed skal være. Dette gælder også årsagen til jeres barnløshed – hvis I kender den. 
• Måske oplever I stor forskel på hvem I hver især synes der skal vide hvad og hvor meget. Der kan være stor forskel på virksomheders kultur og ledelsesstil. Der kan også være stor forskel på jeres uddannelser og det job I bestrider. Forsøg at være respektfulde overfor hinandens ønsker, behov og grænser og indgå nogle gode kompromiser.
• Skriv på forhånd de punkter ned, som er vigtige for dig at få sagt i samtalen.
• Det kan være stress reducerende for mange at involvere nærmeste leder og de tætteste kolleger.  Andre oplever desværre det modsatte, eller ved på forhånd at det ikke er gavnligt at fortælle noget som helst til nogen.

 

Gode råd inden samtalen med din nærmeste leder:

• Det er en god ide at bede din leder om et personligt møde og informere ham/hende om at du skal fortælle noget vigtigt, som samtidig er svært og sårbart for dig. Det kan du fx gøre via en mail. På den måde sætter du en god ramme med en (forhåbentligt) lyttende og opmærksom leder.
• Husk at WHO har anerkendt barnløshed som en kronisk sygdom og at du har ret til fertilitetsbehandling – på lige linje med behandlinger for andre sygdomme.
• Husk at det ifølge lovgivningen er ulovligt at fyre en kvinde i fertilitetsbehandling

Til samtalen:

• Fortæl så åbent og ærligt som du kan og har det godt med at: du/ I rigtigt gerne vil have et barn, men at det har vist sig at være svært og at I er i fertilitetsbehandling for at få hjælp.
• Fortæl om selve behandlingen og hvilke konsekvenser det har for dit arbejdsliv, og involver din leder i dine følelser og tanker i en grad som du er tryg ved. Hvis ikke I har den relation eller det ikke er en del af virksomhedens kultur – så hold dig til det faktuelle ift din behandling.
• Husk at barnløshed og fertilitetsbehandling i høj grad hører ind under intimsfæren og privatlivets fred. 
• Giv plads til dine egne følelser undervejs i samtalen – det er ok at blive berørt!
• Giv plads til din leders reaktioner.
• Giv plads til spørgsmål
• Fortæl din leder hvad han/hun kan gøre for at hjælpe og støtte dig – både af praktisk karakter og på det følelsesmæssige plan fx : fri til besøg på klinikken, mulighed for hjemmearbejdsdage, større fleksibilitet ift opgaveaflevering, vagtplanlægning etc etc.
• Fortæl hvilke spørgsmål til dig og til behandlingen du gerne vil have fremadrettet
• Fortæl dem også hvad han/hun helst ikke skal sige og ikke skal spørge om
• Fortæl hvem din leder evt gerne må informere i din øvrige kreds af kolleger og hvem der ikke skal vide det.
• Det kan være en god ide at informere din leder om, at du løbende vil tage stilling om du deltager i firmaarrangementer o.lign – ud fra dit fysiske og psykiske overskud. Det er vigtigt, at du finder en god balance i at være social med dine kolleger og trække dig, når overskuddet i perioder er lavt. 

Til samtalen med dine nærmeste kolleger/team eller andre samarbejdsrelationer:

• Søg inspiration i ovenstående guide og/eller guiden til samtalen med veninder/venner her.

Efter samtalen:

• Tal samtalen igennem med din partner. Er du alene i behandling, så tal samtalen igennem med en anden god ven.
• Er der vigtige punkter du havde glemt og som du efterfølgende skal have fortalt/informeret om?
• Er der noget undervejs i samtalen du er blevet ked af, vred over, skuffet over eller andet?
• Hvis ja – skal du have talt det igennem med den pågældende person og i så fald hvornår?
• Har du evt brug for at involvere din HR afd og/eller søge støtte hos din tillidsrepræsentant og/eller i din fagforening?
• Vær opmærksom på at dine behov for at tale med og involvere din leder og evt kolleger kan ændres over tid – også set i forhold til længden på dit behandlingsforløb. Det er derfor en god ide at du løbende tilpasser din kommunikation med din leder/kolleger, så de ved hvor du står og hvad du har brug for.                                                                                                                               

 

Har du brug for støtte eller rådgivning, så BOOK en samtale med en rådgiver her. 

 

Udarbejdet af Tina Sandager. Medstifter af – og bestyrelsesformand i foreningen Videnscentret Fertility Care.

Rikke blev gravid, men ønskede det ikke. Hun ønskede derimod en afslutning på en lang
og belastende tid i fertilitetsbehandling.

 

Jeg hedder Rikke og dette er min historie på godt og ondt.

 

Min mand og jeg besluttede, at vi gerne ville have børn, da vi begge var 30 år. Jeg blev naturligt gravid første år efter vi stoppede med prævention og i samme øjeblik, vi havde en positiv graviditets test blev vores virkelighed forandret og vi begyndte at have snakke og drømme om fremtiden som en familie med børn.

Vi forestillede os hvordan vores liv ville blive og om vi fik en dreng eller pige. Helt naturligt kom disse forestillinger til at betyde meget for os hver især og som par. Vi havde i flere år set hvordan vores omgangskreds fik børn, så vi havde et ret godt billede af hvad der ventede os. Hvad vi ikke vidste, var at der kom til at gå flere år før vi blev forældre.

Jeg aborterede i uge 10 og det blev en afgørende faktor i mit forløb i fertilitetsbehandling. Jeg havde oplevet at være gravid og hver eneste måned de næste mange år blev menstruationen en påmindelse om aborten, samt at det endnu ikke var lykkedes at blive gravid igen.

 

Fertilitetsbehandling

Da der var gået et år efter aborten uden at jeg var blevet gravid, blev vi henvist til fertilitetsbehandling. Det var en lettelse for os at få hjælp. Vi fik beskeden, at vi var ”uforklarede barnløse” men at vi nok skulle blive forældre via fertilitetsbehandling.

Vi startede i fertilitetsbehandling med insemination og gik efter tre mislykkedes forsøg videre til IVF. Selve fertilitetsbehandlingen med hormoner, undersøgelser og æg-udtagning var for mig den ”lette del” af barnløsheden. Der var en plan, medicin, datoer og det var til at forholde sig til. Det var den psykiske belastning, sorg og følelsen af at være udenfor et fællesskab, der for mig kom til at udvikle sig til stress, depression og identitetsforvirring.

 

Den svære del af fertilitetsbehandling
Barnløsheden kom til at fylde ALT i mit liv. Hele tiden kredsede mine tanker om næste behandling, om tvivlen og usikkerheden om en graviditet ville lykkes. Gjorde jeg noget forkert, var der noget i vejen med os, passede vi bare ikke sammen som par og var det derfor graviditeten ikke lykkedes? Men jeg havde jo været gravid …

 

Det blev svært for mig at være den på mit arbejde der havde sygedage flere gange om måneden og som brød grædende sammen i kafferummet når en kollega delte nyheden om at skulle være forældre. Jeg blev den veninde, der ikke blev inviteret med til børnefødselsdage og jeg gik tidligt i seng til min bedste venindes bryllup på slottet, fordi jeg måske var gravid. Psykisk blev det meget opslidende for mig, at barnløshed og fertilitetsbehandling kom til at fylde så meget.

 

Jeg lå ofte på min sofa og havde ondt. Ondt i kroppen og ondt i livet! Med en blandet følelse af nyt håb og frygten for endnu et tab samt sorgen over de mange tab jeg allerede havde lidt.

Jeg blev udmattet og livstræt og kunne mærke jeg gerne ville noget andet og noget mere i mit liv, men havde ikke overskuddet til at finde nye veje. Jeg orkede ikke at søge uddannelse eller nyt job, begynde til ridning, dans eller finde mig en hobby. For hvad nu hvis jeg blev gravid? Tanken fyldte så meget, at jeg hele tiden udskød alt andet og jeg fortsatte i fertilitetsbehandling fordi alternativet var svært at tænke helt til ende.

 

Når barnløsheden fyldte mest og tog mig med i det sorteste hul, havde jeg ikke lyst at leve længere. Jeg fik tanker om at køre ind foran en lastbil når jeg alene var på vej i bil til fertilitetsklinikken. Tankerne var ikke et ønske om at dø, men de fortalte mig at jeg ikke ønskede at leve dette liv.

 

Jeg kan mærke jeg bliver rørt når jeg tænker tilbage og jeg kan mærke livstrætheden, men også glæden over at jeg ikke gav op, men fortsatte med at leve.

 

Jeg blev henvist af min egen læge til samtaler med psykolog og startede i et terapiforløb hos en psykoterapeut.

 

Sorgen over mit ulevede liv

Samtalerne med psykoterapeuten blev meget afgørende for mig. Jeg lærte om barnløshed og sorg og psykoterapeuten hjalp mig med at forstå, at min ulykkelighed handlede om sorgen efter aborten og de mange tab når en fertilitetsbehandling ikke lykkes. Jeg havde ikke den store erfaring med hvordan man sørger og hvordan praktiserer man i øvrigt at sørge over et tab andre ikke kan se?

 

Jeg begyndte ligeså stille at sætte ord på min sorg over ikke at være blevet mor og følelsen af et ulevet liv. Og jeg græd! Jeg var så ked af det. Vi talte meget om sorg, om livet uden børn og at fertilitetsbehandling er et valg. Vi talte om magtesløshed og om misundelse når veninderne blev gravide. Jeg fik hjælp til at sætte ord på min vrede og uretfærdighed, hvilket gjorde, at jeg ikke følte mig så forkert med alle de følelser og tanker jeg havde. Følelser som blev påvirket af hormonerne i min krop. Jeg blev støttet i at finde modet til at gå imod strømmen og leve mit liv.

 

Imellem disse samtaler, begyndte tanken om at stoppe fertilitetsbehandling at pible frem………

 

Venskaber i forandring

Imens jeg forsøgte at blive gravid, blev mine veninder naturligt gravide og fik børn. Venskabet forandrede sig og jeg oplevede at miste den relation vi havde. Som at min veninde FIK et barn, mens jeg MISTEDE hende. Jeg søgte et fællesskab med andre der havde svært ved at få børn og det blev en stor støtte for mig og gav mig en følelse af ikke at være alene. Jeg kunne spejle mig i de andre og føle mig mere ”normal”. Der var andre der havde de samme følelser og tanker som mig, og jeg fik dermed en samhørighed som jeg havde svært ved at få andre steder. Men når man er i fertilitetsbehandling, så bliver mange gravide og igen oplevede jeg at vores fællesskab forandrede sig når de andre blev gravide.

 

Det efterlod mig igen med en følelse af at være alene og udenfor et fællesskab. Jeg ved ikke hvad der blev mest dominerende. Længslen for at blive mor eller ønsket om at høre til. Jeg tror begge dele forstærkede hinanden og gjorde valget om at stoppe fertilitetsbehandlingen endnu sværere.

 

Den svære beslutning

Det var svært for mig at forestille mig et liv uden et barn. Hvis jeg takkede nej til mere fertilitetsbehandling, fik det også konsekvenser for min mand som så ikke ville blive far. Eller det vidste vi jo i bund og grund ikke… mirakler skete for dem jeg læste om i Alt for damerne. Jeg kendte ingen der selv havde sagt stop til fertilitetsbehandling og levede et liv uden børn. Der var en enkelt i vennekredsen der ikke ønskede et barn, men ingen der havde valgt fertilitetsbehandling fra.

 

Indeni mig kom en konflikt i forhold til hvordan jeg så omverdenen skabe en tilværelse med børn og hvad jeg selv mærkede i forhold til ikke at kunne få et barn. Jeg blev ikke en del af det naturlige forældreskab som jeg kunne se mange andre på min alder fik. Og mens jeg var i fertilitetsbehandling var der stadig et håb og en fortælling om at lige om lidt så er jeg også en del af den ”klub”.

 

Jeg søgte meget på nettet for at finde andre der havde taget samme valg som jeg stod overfor at tage. Jeg fandt en facebookgruppe for kvinder der pga alder eller sygdom var stoppet med fertilitetsbehandling og levede uden egne børn. Jeg fandt forældre, der efter fertilitetsbehandling havde adopteret og jeg fandt artikler, hvor kvinder delte, at de ikke ønskede børn. Men aldrig læste jeg om eller mødte et menneske der fravalgte fertilitetsbehandling og dermed (måske) blev permanent ufrivillig barnløs.

 

Den sidste fertilitetsbehandling

 

Konflikten indeni mig voksede og tanken om at stoppe blev mere og mere til virkelighed. Jeg tog tilløb til at takke nej til mere fertilitetsbehandling, og der skulle endnu en fertilitetsbehandling til inden jeg var klar. Det blev meget tydeligt for mig, at det blev den sidste behandling. Jeg græd meget og min krop og særligt mine ben rystede når jeg var til de indledende undersøgelser på fertilitetsklinikken. Jeg mistede fokus og overblik. Ægudtagningen gjorde mere ondt end tidligere, der var kun meget få æg og da behandlingen var ovre kunne jeg mærke indeni at nu var det slut. Det er svært at beskrive, men jeg var ikke i tvivl. Min mand tog et snapbillede af mig i morfinrusen, med den vanlige æblejuice brik og med teksten ”sidste tur.” Det er blevet et ret sigende billede for mig.

 

Efter nogle dage ringede sygeplejersken fra fertilitetsklinikken og sagde, der ikke var æg til oplægning. Hun var ked af at ringe med den nedslående besked på en mandag og sagde “Ring når du vil fortsætte og starte næste behandling…” Jeg kunne mærke allerede i telefonen at ”det kommer ikke til at ske!” Aldrig har jeg været så afklaret i mit liv. På det tidspunkt havde vi et enkelt æg på frys fra en tidligere behandling – men det kunne fint blive liggende dèr!

 

Jeg følte en stor lettelse ved at tage beslutningen om at det var slut. Men jeg mærkede også en ensomhed, vrede og sorg. En vrede over livets uretfærdighed og en sorg over ikke at blive mor. Jeg fik lyst til at tage et sørgebind på armen, så jeg kunne blive passet lidt på og andre kunne se, at jeg var lidt ekstra sårbar. Det nemmeste for mig var at gå ud i verden med vreden. I tiden efter min beslutning var jeg en ”bulderbasse” og et fyrværkeri af energi og store armbevægelser. Jeg fik modet til at søge nye veje og jeg skiftede job. Jeg havde ingen bagkant, så jeg tog lige en time ekstra eller blev og ryddede op efter møder. Jeg havde ingen jeg absolut skulle hjem til.

 

I jobbet kom der en tid, som krævede meget af mig og da jeg havde al tid i verden lagde jeg mange timer i mit arbejde. Jeg kunne godt se at det ikke var hensigtsmæssigt og efter nogle måneder blev jeg sygemeldt med stress. Det var som om kræfterne slap op.

 

Slagmarken versus forårsengen

 

Efter min beslutning om at stoppe fertilitetsbehandling havde jeg et tilbagevendende billede på nethinden: Jeg står med ryggen til en slagmark, som i en krigsfilm. Sort, mørk, med sårede soldater og rygende kratere efter angreb. Udbrændt materiel, ødelæggelse og sorg. Når jeg kiggede i retning af den nye vej jeg skulle til at betræde var den som en nyudsprunget forårseng. Sol, lysegrønt, frodigt, stille og uberørt.

 

Min trang til at vende mig om og gå tilbage til slagmarken, til alt det mørke trak mere i mig end at prøve at gå frem mod lyset.

Hvor mærkeligt det end lyder, så var slagmarken tryg fordi den var velkendt. Når jeg befandt mig mellem de rygende kratere og de sårede soldater vidste jeg nøjagtigt hvad jeg kunne gribe fast i og gøre. Hvorimod at gå frem i lyset mod forårsengen, var langt vanskeligere, fordi jeg dér ville finde ro og et rum til at mærke hvordan jeg i virkeligheden havde det. Hvor hård og svær kampen på slagmarken havde været. Hvor mange tab jeg havde lidt, men også hvor mange relationer jeg ville miste, hvis jeg ikke gik tilbage. Det føltes på samme tid meget skræmmende og utroligt frisættende.

 

Det var samtidig uendeligt ensomt. Som at gå mod strømmen og væk fra det fællesskab jeg sådan længtes efter at blive en del af.

 

Da jeg valgte at stoppe fertilitetsbehandlingen havde jeg svært ved at finde en retning og en mening i mit liv. Det var svært at opnå anerkendelse og forståelse for mit valg og lægerne troede stadig på at en graviditet kunne lykkes. Der var flere muligheder for fertilitetsbehandling og vi havde som sagt et æg på frys.

 

Derudover mærkede jeg min egen cyklus, mit kvindelige moderinstinkt, min naturlige drift til moderskabet. Jeg var ung midt i 30’erne. Alle omkring mig fik børn og dannede familie. Jeg fik menstruation regelmæssigt hver måned og jeg havde et æg på frys der nærmest kaldte på mig. Når menstruationen kom, så ramte den fysiske smerte, blødningen, hormonerne og sorgen! En følelse af at det fossede ud af mig både fysisk og psykisk.

 

Jeg oplevede at jeg ofte skulle forsvare mit valg i forhold til ikke at modtage mere fertilitetsbehandling og dermed måske ikke få børn. Det blev hårdt for mig at skulle forklare fravalget af fertilitetsbehandling når det ikke var et fravalg af børn. Eller jo måske blev det det? Jeg har svært ved at skelne, men jeg kunne mærke, at hvis vejen til at blive forældre skulle være igennem en slagmark, så nej tak. Samtidig med at slagmarken trak i mig. Det var et kæmpe paradoks at stå midt i.

 

Stress og ægget i fryseren

 

Jeg blev syg med stress og tvunget til at sætte tempoet ned. Omdrejningspunktet for at kunne lukke kapitlet med fertilitetsbehandling helt ned, blev at jeg havde et æg på frys. Det fyldte meget at jeg ikke kunne få afsluttet og lukket BARNLØS helt. Jeg fandt ud af at jeg skulle forholde mig til hvad der skulle ske med dette æg på et tidspunkt og det orkede jeg ikke. Jeg var udmattet og slidt og alt hvad der handlede om fertilitetsbehandling og børn drænede mig for energi. Så selvom den nye vej på forårsengen var tillokkende med nye muligheder, så var jeg nødt til at gå tilbage på slagmarken for at få en endelig afslutning.

 

Ordet slagmark kan lyde ret voldsomt og jeg har undret mig over hvorfor jeg beskriver at være i fertilitetsbehandling som en slagmark. Men det føltes bare sådan. Som en slagmark med tab, mistede relationer, udmattelse og depression. På slagmarken er der en plan og det er håndgribeligt – du skal kæmpe for at overleve. Kæmpe for din eksistens.

 

Som sagt skulle jeg tilbage for at afslutte det kapitel i mit liv. Så det gjorde jeg…, ikke for at kæmpe videre, men fordi jeg ikke kunne leve med tanken om at vores æg skulle ende som sygehusaffald. Det havde jeg trods alt kæmpet for hårdt til. Om valget rationelt var helt det rigtige kan jeg stadig godt have min tvivl om… Men jeg kunne ikke træde ud på forårsengen før jeg havde fået min afslutning på slagmarken. Så derfor fik jeg lagt fryseægget op……

 

Gravid….. og hva`nu?

 

Jeg var gravid! Fryseægget havde sat sig fast…..

Jeg oplevede en rus af lettelse da jeg forlod fertilitetsklinikken efter scanningen i uge 6+. Som en tåge der forsvandt og lyset kom frem. Det var endelig slut – eller… Jeg blev gravid og alle omkring mig var glade og lettede på vores – eller var det deres egne vegne? Det var rart at opleve den positive energi, men samtidig havde jeg en vrede indeni mig. Det var det her jeg havde længtes efter, men prisen havde været så utrolig høj. 

 

Det var en stor sorg for mig at jeg i så mange år havde været ked af det, sygemeldt, vred, en jammerdal som jeg også trak min mand ned i. Min mand som virkelig forsøgte at holde fanen højt, så muligheder for et godt liv uden børn og forsøgte at holde mit humør oppe.

 

Jeg var vred indeni, men kunne let skjule den for nu skulle jeg jo være mor. Og det var svært at fortælle andre om min vrede, der handlede om alt det der havde været og som nu var overstået. En vrede over at jeg havde levet så mange år uden egentlig at leve. 

 

Jeg har flere gange sagt til mig selv at jeg ønsker at leve og være glad imens jeg forsøger at blive gravid. Det lykkedes ikke for mig.

 

Var jeg glad for at være blevet gravid? Ja, det var jeg, men mest fordi jeg oplevede det som en stor lettelse at afslutte mange års kamp i fertilitetsbehandling. 

 

Længslen efter fællesskabet

 

Jeg havde haft meget god tid til at forberede mig til at blive mor. I flere år havde tankerne kredset om forestillingen om at være forældre og jeg havde været vidne til hvordan andre mestrede forældreskabet på godt og ondt. Det var ikke alt ved forældreskabet der tiltalte mig og jeg forestillede mig hvordan det kunne gøres anderledes. Men fællesskabet og den naturlige snak om børn ligegyldigt om du er nær ven eller kollega og i forskellige generationer. Det optog mig. Du kan altid tale om børn og børnebørn. Det er så nemt og ligetil, men kan også være et forsøg på at tale væk fra vigtige og mere sårbare emner.

 

Da jeg endelig fødte min datter var mine forventninger høje og mine forestillinger om hvordan forældreskabet var, blev ikke som jeg havde drømt om. Det blev tydeligt for mig, at jeg selv skulle skabe de meningsfulde fællesskaber jeg så længe havde længtes efter. Tiden som barnløs og den sårbarhed der fulgte mig som en skygge, kom også til at betyde noget i fællesskabet med andre gravide og senere med andre forældre.

 

Fødselsdepression, reaktion eller ?

 

Da jeg blev mor, blev jeg screenet til at have en svær fødselsdepression, men det var ikke en depression. Det var en efterreaktion på flere års kamp på at blive mor og nu hvor det endelig var lykkedes, så skulle jeg jo være glad. 

 

Jeg var glad for min datter og jeg lykkedes i moderskabet. Men jeg var fragmenteret indeni og havde svært ved at mærke mig selv og mine egne behov. Jeg havde svært ved at spejle og genkende mig selv i de andre mødre i mødregruppen og i vennekredsen. 

 

Jeg var gået fra at være ufrivillig barnløs i fertilitetsbehandling, til at give slip på drømmen og håbet om at det ville lykkes. Jeg havde forsøgt efter bedste evne at forberede mig på et liv uden barn og været igennem en lang proces omkring fravalget af mere behandling, til at gå tilbage for at få lukket kapitlet og så blive gravid og få et barn. Det var en kæmpe rutchebanetur der for mig blev til en identitetskrise der tog rigtig lang tid at lande. 

 

Bagud på point

 

Jeg var bagud på point i moderskabet fra starten og lykkerusen over at have fået et barn blev til et sammensurium af uforløste følelser. Glæde, sorg, vrede i kombination med træthed og usikkerhed i forhold til den nye livssituation. Og jeg kunne ikke gøre som jeg plejede når jeg var ked af det eller vred. Jeg følte mig meget bundet i hjemmet og det at jeg skulle amme og ikke havde tid til mig selv, gjorde at følelserne hobede sig op indeni.

 

I mødregruppen oplevede jeg, at når de andre mødre fortalte at de var blevet gravide første måned efter de smed p-pillerne, at de gerne ville have et barn mere og hvornår det bedste tidspunkt vil være osv, så BANG blev jeg sendt tilbage i tiden som barnløs. Jeg følte en større sårbarhed og skrøbelighed. Som om livet på ”slagmarken” havde taget noget lethed og uskyldigt fra mig. Men det var mit vilkår og jeg græd når jeg alene var på vej hjem med mit sovende barn i barnevognen. 

 

Sorgen over barnløsheden er en del af mig og følelserne og tankerne slutter ikke ved barn nummer et. Der er en sårbarhed og en påmindelse om tiden der var og en usikkerhed om det vil lykkes igen. Og hvis det skal lykkes at blive gravid igen, skal vi så overhovedet igennem endnu en fertilitetsbehandling med alt hvad det indebærer. Det er svære overvejelser og når tanken og snakken falder på at gøre min datter til storesøster, så mærker jeg sorgen.

 

Den hårde og værdifulde læring

At være ufrivillig barnløs har for mig været en livskrise og en identitetsforvirring. Jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg kunne have gjort anderledes imens jeg var i fertilitetsbehandling og hvilken hjælp jeg kunne have søgt for ikke at blive så belastet. Men jeg kan helt klart se, at det som blev hjælpsomt for mig var samtaler med en psykoterapeut, mine helt særlige gode veninder og et par nære kollegaer.

 

Jeg lærte i samtalerne at sætte ord på svære følelser, at få fokus på mig selv, mine egne behov og ønsker for mit liv. Hvad gav mig livskvalitet og hvad længtes jeg efter inderst inde? Mit første svar var ”at blive mor!” Men tog jeg et skridt dybere og begyndte at finde omsorgen til mig selv og hvad der betød allermest, så begyndte jeg i det små at finde glæde ved andre ting.

 

Jeg fik sat ord på sorgen og hele den identitetsforvirring der var omkring ikke at kunne blive mor, give slip på håbet og så blive gravid og derefter sidde med mit nyfødte barn i favnen. Jeg blev nænsomt hjulpet til at slippe de fastlåste rammer, normer, tanker og forestillinger jeg havde opbygget i mit liv. Alle de begrænsninger og restriktioner jeg havde mens jeg forsøgte at blive gravid var svære helt at give slip på. Men det var en befrielse når det lykkedes og i den proces var det rart med en støttende hånd at gribe ud efter når der blev behov for det.

 

Samtalerne hjalp mig til at tage ansvar for min barnløshed. Tage ansvaret og livsvilkåret på mig og selv beslutte om jeg vil i mere fertilitetsbehandling. Det var svært, men forløsende. Jeg havde ikke selv valgt barnløsheden, men jeg kunne selv vælge om jeg ville i fertilitetsbehandling. Og med så mange andre valg i livet så har det konsekvenser og kan betyde livsændringer på godt og ondt. Som når du er ufrivillig barnløs og valget kan betyde et barn eller ej.

 

Tak for du læste med.

 

Kærlig hilsen Rikke

 

 

Rikke er ikke en hvilken som helst patient. Hun er en ressourcestærk kvinde, der er uddannet sygeplejerske og psykoterapeut og arbejder til daglig, som rådgiver i en patientforening.

 

Vi har valgt at dele Rikkes historie, da vi ønsker at sende et budskab om, hvor vigtigt det er, at det mentale og følelsesmæssige af barnløshed bliver en naturlig del af fertilitetsbehandling i fremtiden.

 

Samtidig ønsker vi med Rikkes fortælling at skabe et paradigmeskift af normer, kultur og sprog indenfor ufrivillig barnløshed.

 

Vi ønsker at nye fortællinger om at være i fertilitetsbehandling kan træde frem og belyse vigtigheden af de konsekvenser det kan have; om man bliver forælder eller ej.

 

 

 

Vil du læse flere personlige historier som denne? Skriv dig op til vores nyhedsbrev!

 

Synes du vores arbejde er vigtigt og vil du være med til at sætte ufrivillig barnløshed på dagsordenen? Støt os her

Hvordan kan sundhedsplejerskerne støtte og hjælpe de fertilitetsbehandlede forældrepar?

 

Det har sygeplejerske og psykoterapeut MPF i Fertility Care, Marie Bech, skrevet en artikel, om i Sundhedsplejersken. Vores erfaring i Fertility Care er at mange fertilitetsbehandlede forældrepar oplever, at det kan være svært rigtigt at glædes over, at barnet endelig er her. Måske fordi bekymringer, sorg og tab efter mange år i fertilitetsbehandling hænger fast, og nye bekymringer for at miste tager til.

 

Omverdenen forventer ofte, at det fertilitetsbehandlede forældrepar er lettede over endelig at få deres spædbarn i favnen og ser dem som lykkelige og ”normale forældre”. Det kan være vanskeligt at forstå at barnløshed og fertilitetsbehandling stadig kan fylde meget nu det er ”overstået”. Det kan være hjælpsomt at få bearbejdet tiden med barnløshed og fertilitetsbehandling, så det ikke kommer til at overskygge udviklingen og relationen til det lille barn.

 

Derfor har sundhedsplejersken en vigtig rolle i mødet med disse forældre. 

 

I Videnscentret Fertility Care har vi bidraget med viden og gode råd til hvordan Sundhedsplejerskerne kan støtte og hjælpe vores fælles målgruppe, samt informeret om muligheden for at henvise forældrene til vores gratis specialiseret telefonrådgivning.

 

Læs hele artiklen her Sundhedsplejersken – artikel

 

 

 

Vi har siden artiklen blev skrevet ændret vores telefonrådgivning, så vi idag har et bookingssystem, hvor du kan booke en samtale med en rådgiver når det passer dig. Se mere her 

 

Synes du vores arbejde er vigtigt og vil du være med til at sætte ufrivillig barnløshed på dagsordenen? Støt os her

 

“Bliver jeg nogensinde nogens mor? Jeg var frustreret, rasende, misundelig og fuld af sorg. Så jeg købte en sort dagbog, hvor jeg kunne skrive alle bandeord og forbudte følelser ned.

 

Min mand og jeg har været sammen i elleve år og været gift i fire år. Da jeg var treogtyve år, var jeg mere end klar til at blive mor, men min mand var slet ikke klar, så vi aftalte at vente til efter endt uddannelse. I januar 2019 var der et halvt år tilbage af min uddannelse, så vi påbegyndte ”projekt baby”. Der skete ingenting, og det stressede mig. Jeg tilkøbte ægløsningstests, graviditetstests, jeg trackede hvad end der kunne trackes for at forbedre mine chancer for graviditet. Men det stressede mere end det gavnede.

 

Der gik ét år, og i januar 2020 kom vi til udredning hos egen læge. Alt så fint ud, så vi blev henvist yderligere udredning på en privat fertilitetsklinik med opstart af IUI. Covid-19 ramte og landet lukkede ned, og vores tid hos fertilitetsklinikken blev udsat på ubestemt tid. Sommeren 2020 kunne vi endelig påbegynde IUI – vi fik i alt 4 IUI forsøg uden positivt resultat.

 

Vi havde på daværende tidspunkt kun fortalt nogle få i vores omgangskreds, hvad vi gennemgik. Men jeg kunne ikke skjule det længere. For jeg blev konstant konfronteret med at mange i vores omgangskreds blev gravide. Så vi aftalte at fortælle vores venner og familie om vores situation. Det var ambivalent. Men det gav os en indsigt i, at vi ikke var alene. Flere i vores omgangskreds havde også været i fertilitetsbehandling eller kendte nogle som havde været. Det fandt vi trøst i.

 

I Januar 2021 blev vi henvist til det offentlige og vi fik tid i september 2021 – NI MÅNEDERS VENTETID! Det ramte mig som en mur. Efter to års kamp blev vi sat til tælling i ni måneder. Jeg var frustreret og sorgfuld. Jeg følte mit liv stod standby, mens jeg var vidne til, at min omgangskreds blev gravide med både første og andet barn. Jeg følte mig så uretfærdigt behandlet af universet. Så vi besluttede at tilkøbe et IVF forsøg i privat regi for at udnytte den lange og pinefulde ventetid. Men heller ikke denne gang resulterede i en graviditet – ikke en gang en ægoplægning, da alle mine befrugtede æg var gået til under celledelingen. Kæmpe mavepuster. Vi mistede håbet en smule.

 

Hvad har været eller er det sværeste for dig, som du gerne vil sætte fokus på og give
videre til andre?

 

Bliver jeg nogensinde nogens mor? Jeg var frustreret, rasende, misundelig og fuld af sorg. Så jeg købte en sort dagbog, hvor jeg kunne skrive alle bandeord og forbudte følelser ned. Det har været min redning! Det har hjulpet mig så meget, at jeg kunne fortælle mine dybeste følelser til ”nogen”, uden at skulle forklare mig eller føle mig analyseret.

 

For jeg oplevede at min omgangskreds havde svært ved at håndtere og rumme min sorg. De var og er meget løsnings orienteret. ”Har du prøvet dit, har du prøvet dat”, ”Tror du ikke bare, du er for stresset” – den værste kommentar! For den ordlyd pålægger mig skyld for vores infertilitet. Det gør mig så forbandet rasende. For jo, jeg er stresset, min krop er stresset, min psyke er stresset. Men jeg kan ikke afstresse det – for jeg bliver hele tiden konfronteret med det, som jeg ikke har, men som er mit største ønske i verden, så gu’ fanden er jeg stresset. Men det trøster mig, at kvinder i KZ lejre, som man må formode var under massivt stress, stadig fødte sunde børn.

 

Hvilken styrke har du taget med dig på baggrund af dine oplevelser/situation?

 

Efter snart tre år som infertil kvinde har jeg lært:

1: Ha’ tålmodighed! Fertilitetsområdet er langsommeligt, og der er intet du kan gøre ved det, medmindre du har en formue til at kunne betale dig fra diverse behandlinger i privat regi.

2: Sætte grænser og sige fra. Du behøver ikke at deltage i babyshower som du ved gør dig ked af det! Sig fra. Du skal passe på dig selv.

3. Det er okay at være ked af det, misundelig og jaloux. Det er okay at have ”forbudte” tanker og følelser om sine nærmeste. Det er normalt. Jeg ser dig og jeg ser den sorg du befinder dig i. Lyt til dig selv og find ud af hvad du har brug for, og italesæt det! 

 

 

 

Vil du læse flere personlige historier som denne? Skriv dig op til vores nyhedsbrev!

 

Synes du vores arbejde er vigtigt og vil du være med til at sætte ufrivillig barnløshed på dagsordenen? Støt os her

“Det sværeste for mig ved at være ufrivillig barnløs har været de stærke følelser, som følger med.”

 

Sorg, skam, angst, jalousi og ensomhed er nogle af dem, jeg kan nævne. 

Det har været sindssygt svært at navigere i, fordi man føler sig alene.

Desværre er ufrivillig barnløshed ikke et emne, som mange snakker om.

Ej heller et emne som mange forstår. 

Jeg har tit følt mig meget udenfor i mine relationer, fordi jeg ikke har følt mig set eller mødt i mine følelser.

Jeg ved godt, at det er lige så svært for udefrakommende at navigere i, som det er for mig og min partner.

Det er derfor, jeg ønsker, at der bliver sat mere fokus på dette emne.

Det har også været svært i relationen mellem min kæreste og jeg, da vi har haft to forskellige måder at tackle tingene på.

I vores tilfælde er det mandlig infertilitet, der er årsagen til, at vi skulle have hjælp til at blive forældre.

Parforholdet bliver sat på den hårdeste prøve. 

Fordi begge parter sørger, men har forskellige behov for at kunne komme igennem det. 

 

Hvilken styrke har du taget med dig på baggrund af dine oplevelser/situation?

Jeg er blevet meget bedre til at give mig selv omsorg.

Omsorg på den måde at det er okay at sætte grænser for sig selv, så man ikke bliver drænet for energi eller overskud.

Omsorg på den måde at jeg er blevet bedre til at mærke mine egne behov, jeg har blandt andet fundet ud af, hvad der kan give mig energi, eksempelvis at gå en lang tur i naturen. 

Jeg er blevet styrket på den måde, at jeg ved, hvad der er vigtigt for mig.

Jeg går ikke så meget op i småting mere, for det er ikke vigtigt.

Mange ting bliver sorteret fra, fordi det er støj på linjen.

Jeg er blevet meget bedre til at være ærlig og sårbar i mine relationer, så andre omkring mig ikke har skullet tænke sig til, hvordan jeg har det. Det kan de nemlig ikke. De er ikke tankelæsere.

Jeg er også blevet klar over, at der vil være nogen, som kommer til at sige de “forkerte” ting.

Det gør de ikke med onde hensigter, men fordi de ikke altid ved, hvad de skal sige, eller fordi de ikke ved nok om emnet. 

 

Hvad er dit bedste råd til andre i samme situation?:

Mit bedste råd til andre i samme situation er, at det er okay at være ked af det og vred på hele verden.

Det er okay at synes, det er uretfærdigt.

At de svære følelser man får er okay. Du er ikke forkert, og du er i hvert fald ikke alene.

Selvom du føler det.

Sig dine tanker og følelser højt.

Giv dem ord.

Hvis du kan.

Hvis ikke du kan, så skriv dem ned.

Kontakt en god ven/veninde/familiemedlem.

Søg rådgivning hvis du har brug for det.

 

 

 

Vil du læse flere personlige historier som denne? Skriv dig op til vores nyhedsbrev!

 

Synes du vores arbejde er vigtigt og vil du være med til at sætte ufrivillig barnløshed på dagsordenen? Støt os her

Står du overfor en pause i fertilitetsbehandlingen pga. Covid-19 og/eller fordi din fertilitetsklinik holder sommerferielukket?

 

Så har du måske svært ved at finde sommerhumøret, og du føler måske en øget sårbarhed, ensomhed, utryghed, uvished, stress og/eller angst, som kan være vaskeligt selv at håndtere.

 

Det er vigtigt, at du anerkender alle de svære tanker og følelser, som melder sig – og søger den nødvendige hjælp og støtte som netop du har brug for til at håndtere dem.

 

Ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling kan være en stor både psykisk og fysisk belastning, så det betyder meget at du passer godt på dig selv – og netop bruger sådanne tvungne pauser i fertilitetsbehandlingen til noget konstruktivt.

 

Det er vigtigt at øve dig i ”fredstid”, så du er godt rustet til ”krigstid” (fx når fertilitetsbehandlingen er i gang og tingene bliver svære).

 

Gode råd til at bruge pausen i fertilitetsbehandlingen til noget konstruktivt:

• Åbenhed: Vær så åben som du føler du kan være omkring din situation, og tal med andre om hvad du gennemgår. Enten familie, venner, fagprofessionelle og/eller opsøg andre i samme situation som dig.
• Sociale arrangementer og relationer: Øv dig i at finde en god balance mellem at være social med familie, venner og kollegaer – og husk at det er okay at sige fra!
• Arbejd med dine tanker: Skriv dine tanker og følelser ned. Det skaber et break i forhold til de automatiserede tanker. Automatiserede tanker har det nemlig med at forstørre tingene og gøre det hele lidt for sort/hvidt. Når du skriver dine tanker og følelser ned, så får du et mere nuanceret billede af, hvordan du i virkeligheden har det – og allervigtigst, hvad du har brug for.
• Arbejd med dine følelser: Husk at der ikke findes rigtige eller forkerte følelser! Følelser er sværest at håndtere, hvis du ikke vil mærke og anerkende at du har dem. Forsøg at rumme det du mærker i kroppen, og husk at du langt fra er alene om at have det sådan.
• Taknemmelighed: Hav fokus på det, som er meningsfuldt i dit liv og dyrk det! Øv dig i at føle taknemmelighed over de mennesker og omstændigheder i dit liv, som er værd at være taknemmelige for. Udforsk din spiritualitet eller tro på din helt egen måde, hvis det føles rigtigt for dig.
• Gå på opdagelse i dig selv: Sæt tid af til at tænke tanken, tale med din eventuelle partner eller dine nærmeste om, hvad livet kan byde på hvis barnet ikke kommer. Livet bliver hurtigt sort/hvidt, når det handler om at prøve at blive gravid og blive forældre. Det er ikke alle, der går fra fertilitetsbehandling med et barn. Det er det, som alle frygter – men de færreste tør at tale om det. Tag hul på snakken i små portioner, for derigennem at tage lidt luft ud af den store frygt-ballon, som angsten for ikke at blive forældre er.
• Grænser: Sæt tid af til at tænke igennem/mærke efter, hvad der er din/jeres grænse i forhold til fertilitetsbehandling. Det vil være værdifuldt, at du/I har forholdt dig/jer til grænsen, hvis I skal igennem mange forsøg og behandlingerne ikke lykkes. Det betyder, at du/I tager ansvar for din/jeres egen situation. At forholde sig til grænsen vil også gøre det muligt at flytte den på et senere tidspunkt, da ejerskab for grænsen ligger hos dig/jer.
• Vær kærester: Prioriter din eventuelle partner og jeres parforhold. Sæt kærlighedsliv og kærestetid på dagsordenen og vær intime sammen. Sørg for at få gode oplevelser og grin mere sammen! Tal om andet end barnløshed og behandling.
• Hav det sjovt: Hav fokus på at få mere liv ind i livet. Det vil sige: Prøv at leve dit liv så fuldt og godt som du overhovedet kan på trods af din nuværende situation. Du har selv indflydelse på, hvordan du vælger at leve med din nuværende livsomstændighed – og det er vigtigt at huske på i en tid, hvor rigtig meget er ude af din kontrol.

 

Se derfor pausen som en mulighed for at forbedre dig bedst muligt ved at:

• Tage ansvar for dig selv, finde ud af hvad du selv kan gøre og hvad du kan uddelegere til andre.
• Lære din nuværende livsomstændighed at kende på godt og ondt.
• Skaffe dig de rigtige mentale redskaber, hjælp og støtte til når behandlingen starter igen.
• Bede om en hjælpende hånd fra de rigtige mennesker, på de rigtige tidspunkter når tingene bliver svære.
• Tage dig tid til at nyde livet undervejs i din proces, og få øje på nye sider af dig selv og din eventuelle partner.
• Blive bevidst om din egen grænse. Hvor langt kan og vil du gå for at opnå drømmen om ønskebarnet?

 

Fertility Cares gratis støtte og rådgivning

Har du brug for yderligere mental hjælp og støtte til at finde mere ro i pausen fra fertilitetsbehandlingen, så tilbyder Fertility Care gratis støtte og rådgivning til dig.

 

BOOK en samtale her. 

 

Kontakt os, hvad end du har på hjertet! Ingen tanker og følelser er forkerte! 

 

Læs mere om Fertility Cares gratis rådgivning her.

 

VI ØNSKER DIG EN FANTASTISK SOMMER – PAS GODT PÅ DIG SELV ☺

 

Debatinlæg skrevet til Politiken Maj 2021 af Videnscentret Fertility Care’s direktør Abelone Tholstrup Stein.

Illustration af Politikens tegner Anne-Marie Steen Petersen.

I fonden Videnscentret Fertility Care nikkede vi samstemmende, da Venstre for nylig kom med sit udspil til forbedret fertilitetsbehandling til ufrivilligt barnløse. For der er i den grad brug for at sætte ind på området. I Danmark er ufrivillig barnløshed den hyppigste sygdom blandt kvinder og par i aldersgruppen 25-44 år. Hvert 10. barn kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Hver 5. mand bliver ikke far, og hver 10. kvinde får ikke børn eller det antal, hun drømmer om.

Principielt bakker vi både op om en behandlingsgaranti, om flere behandlingsforsøg og om muligheden for at få betalt fertilitetsbehandling til barn nummer to. Initiativerne vil uden tvivl lette det psykiske pres på manden og kvinden, der kæmper for at blive forældre.

Intet fokus på de menneskelige konsekvenser

Venstres udspil har dog én væsentlig mangel. Nemlig fokus på de psykiske og sociale konsekvenser ved selve fertilitetsbehandlingen. Den psykiske belastning er ikke kun forbundet med lange ventetider, og den mindskes ikke alene ved at tilbyde flere behandlinger. Der vil stadig være en psykisk og fysisk belastning forbundet med fertilitetsbehandling, og der vil fortsat være mange, som i sidste ende ikke bliver forældre.

For mange er selve rejsen rå og brutal, når det handler om at lykkes med det, som Jakob Ellemann-Jensen på sin Facebook-side kalder »det største i livet«, nemlig at blive forældre. Det er en voldsom belastning for den enkelte at være i en årelang uvished og bekymring for ikke at lykkes med en billet til samfundets fællesskaber af mødregrupper, institutioner og kulturelle traditioner, hvor børn er adgangen.

Mange oplever social isolation, sorg, depression og angst. Et svensk studie har tidligere vist, at 15 procent af de kvinder, der var i fertilitetsbehandling, havde angst. Det samme gjaldt 5 procent af mændene. Men trods de alarmerende tal har vi stort set ingen landsdækkende fokus på de menneskelige konsekvenser ved fertilitetsbehandling.

Flere forsøg – større risiko for depression

Når Venstre foreslår at fordoble antallet af gratis reagensglasforsøg (IVF behandling) fra tre til seks, bakker vi naturligvis op, men vi slår samtidig alarm. En forøgelse af antallet af behandlinger bør gå hånd i hånd med støtte til den psykiske del af ’rejsen’. For flere forsøg vil betyde længere behandlingstid og dermed en potentielt øget psykisk belastning for den enkelte.

Et godt eksempel på, hvad et langvarigt forløb kan betyde, er Rikke. Efter knap ni års fertilitetsbehandling, 32 reagensglasforsøg og fem aborter, er hun stadig barnløs. Rikke er mærket psykisk – men på intet tidspunkt har systemet taget hånd om hendes mentale tilstand. Sådan bør det ikke være, og det bør politikerne få øjnene op for.

Den usynlige sorg 

Som psykolog og sorgforsker Mai-Britt Guldin fra Aarhus Universitetshospital har udtrykt det, så er sorgen over at være ufrivilligt barnløs ofte overset, fordi der ikke er tale om et tab af et barn. Men hvis man gennem lang tid forgæves forsøger at få et barn, er det et håb, som bliver taget fra én gentagne gange. Det giver en belastningsreaktion, som er psykisk udmattende.

Den psykiske belastning, det er ikke at kunne få børn og blive en del af samfundets fællesskaber, udløser ofte en livskrise. Det bør anerkendes på linje med alle andre livskriser.

Stort behov for støtte og rådgivning

Vi kan ikke fjerne den fysiske belastning, der følger med, når man kæmper for at blive forældre, eller den sorg og de mange følelser, der opstår i forbindelse med den ufrivillige barnløshed. Men som patientorganisation inden for det psykosociale aspekt ved vi, at støtte, rådgivning og oplysning kan hjælpe.

Vi mener derfor, at der bør opbygges en fælles viden og forståelse i vores samfund, og vi ved, at de ufrivilligt barnløse vil få stor gavn af at få tilbudt rådgivning og samtaleforløb undervejs i processen – hjælp til selvhjælp, så den enkelte bliver klædt på til at mestre fertilitetsrejsen.

Efter sommerferien tager politikerne hul på forhandlingerne om en ny sundhedsaftale. Vi sender her en opfordring til at sikre et sammenhængende forløb for den enkelte ufrivilligt barnløse – et forløb, hvor der ikke kun er fokus på medicinsk behandling, men også på de psykosociale konsekvenser, der meget ofte følger med. Det vil styrke fertilitetsbehandlingen samt være til gavn for samfundet og for den enkelte mand og kvinde, der rammes af barnløshed.

Link til artiklen i Politiken

Artiklens forfatter Abelone Tholstrup Stein direktør Videnscentret Fertility Care.

Skrevet af Majken Weirsøe Mogensen, Jordemoder & Master i Sexologi

 

Det vordende fertilitetsbehandlede forældrepar forventes at være lettede over at det er lykkedes at opnå graviditet. Nu kan de gå ud i verden og være ”normalt gravide”, lykkelige, taknemmelige og i udvikling på alle måder, ikke mindst psykologisk set i forhold til forældredannelse og prænatal tilknytning. Men er det helt så ligetil? Nej, nok ikke.

 

Forskningen taler sit tydelige sprog  

Studier konkluderer at gruppen af gravide, der har været gennem fertilitetsbehandling ER følelsesmæssigt sårbare, og derfor peges der bl.a. på at der bør gives mulighed for bl.a. ekstra jordemoderkonsultationer.

 

Paradoksalt nok rapporterer kvinderne at de har et behov for at være normale, men samtidig også et behov for ekstra bekræftelse. French, L. R. M., Sharp, D. J., og Turner, K. M. 2015. Antenatal needs of couples following fertility treatment: a qualitative study in primary care. Warmelink, J. C., Adema, W., Pranger, A., og de Cock, T. P., 2015. Client perspectives of midwifery care in the transition from subfertility to parenthood: a qualitative study in the Netherlands.

 

At overgå fra fertilitetspatient til normalt gravid

Ud fra et fagligt perspektiv kan der med infertilitet og fertilitetsbehandling i bagagen være risiko for emotionel højrisiko graviditet. Der ses en tendens til at det kommende forældrepar tilbageholder eventuelle ambivalente og negative følelser, tanker og handlinger, der kræver tid og fokus fra de sundhedsprofessionelle i svangreomsorgen. Derudover ses specifik angst og sårbarhed efter evt. tidligere mislykkede fertilitetsbehandlingsforsøg (reproduktive tab) og perinatale tab.

 

Det kan for de kommende forældre opleves som kontrastfyldt fra at være tilknyttet fertilitetsklinik, hvor man omtales som patient, måske betegnes som syg og vænnes til målinger, scanninger, kontroller, blodprøver og opfølgninger – til man som gravid i svangreomsorgen ikke længere er patient, men gravide. Man er ikke syg, men normal – og nu forventes man at mærke sin krop, sit ufødte barn og selv henvende sig ved bekymring.

 

Der er behov for at de sundhedsprofessionelle i svangreomsorgen har fokus på fertilitetshistorikken, og kan stille spørgsmål som eksempelvis: Hvordan taler og tænker parret om den fase de har gennemgået? Den sundhedsprofessionelle bør være lydhør overfor angst for at miste og evt. distance til krop og det ufødte barn, dvs. en ikke begyndende tilknytning. Der er behov for at der spørges til eventuelle tidligere reproduktive tab. Hvordan håndterede de egenomsorg og evt. stress gennem livsfasen? Har de fortalt andre om barnløshed, og hvilke reaktioner har det mødt? Hvordan har de det med at være gravide? Er der noget der bekymrer dem? Hvorledes kan vi som sundhedsprofessionelle støtte dem bedst muligt?

 

Gravide efter fertilitetsbehandling beskriver ofte hvorledes det er vanskeligt at håndtere de følelser, der er et vilkår før, under og efter en fertilitetsbehandling. Under graviditeten kan lykken forstyrres af angsten for at miste. En angst der fylder meget. Det gør den for alle gravide – men ofte mere udtalt hos ufrivilligt barnløse. For de vordende forældre er det ubærligt at tænke på, at man kan blive ’slået tilbage til start’. Det kan resultere i, at forberedelserne bliver udskudt af frygt for at stå med børneværelse og barnevogn – men uden barn. Det kan således have en negativ indflydelse på den vigtige tilknytning til det ufødte barn.

 

Behov for yderligere støtte

I et sundhedsfremmende perspektiv ses et behov for at støtte denne gruppe af gravide og deres partnere på langt bedre vis end man gør i dag. Der er et behov for at man i svangreomsorgen anerkender og har fokus på parrenes fertilitetshistorik og får sat ord på de svære følelser. Der er behov for sundhedsprofessionelle, der er uddannet indenfor den psykosociale omsorg i forbindelse med barnløshed og fertilitetsbehandling. Derudover et behov for at man anerkender at en stor andel af de fertilitetsbehandlende er sårbare, og har behov for bedre tid og mere fokus som led i en sundhedsfremmende og forebyggende indsats.

 

Som det er i dag niveauinddeler man gravide i 4 niveauer på baggrund af ”Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen” – se herunder:

Differentiering af svangreomsorgen

Der anbefales en niveaudeling af svangreomsorgen og det tværfaglige samarbejde med henblik på at sikre den gravide den nødvendige støtte og omsorg i forhold til såvel obstetriske som sociale og psykiske risikofaktorer.

Niveau 1 er det basale tilbud om graviditetsundersøgelser, fødselshjælp og barselspleje til kvinder, hvis graviditet vurderes uden øget risiko. 

Niveau 2 indebærer et udvidet tilbud, som kan varetages af de faggrupper, der arbejder inden for svangreomsorgen. Det kan fx dreje sig om tilbud til rygere eller overvægtige. Det kan dreje sig om kvinder med tidligere dårlig fødselsoplevelse eller mislykket ammeforløb, kvinder der venter mere end ét barn eller kvinder med risiko for gestationel diabetes. Der vil her være brug for at tilpasse tilbuddet til kvindens individuelle behov og for at henvise til særlige tilbud, der er etableret i regionen eller kommunen for disse kvinder.

Niveau 3 indebærer et udvidet tilbud, som involverer et tværfagligt samarbejde med andre faggrupper i sundhedssektoren og/eller tværsektorielt samarbejde med kommunen. Ved sociale, medicinske eller psykologiske problemstillinger af mere kompleks karakter tilbydes den gravide svangreomsorg på dette niveau. Det kan fx dreje sig om kvinder med psykologiske/psykiatriske problemer, eller om kvinder som har nyopståede eller kroniske somatiske lidelser, der fordrer samarbejde med andre speciallæger. Kvinder med sværere sociale problemstillinger af enten økonomisk eller familiær karakter kan desuden have behov for et udvidet tilbud om kontakt til og støtte fra sundhedsvæsenet eller socialforvaltningen. Lokale tværfaglige grupper vil typisk kunne varetage opgaverne på dette niveau i henhold til lov om social service § 49a og sundhedsloven § 123. Se også bestemmelse om skærpet underretningspligt i serviceloven § 153, stk. 1-2. 

Niveau 4 indebærer samarbejde med specialiserede institutioner som fx familieambulatorium, familieinstitutioner og andre behandlingstilbud. Den gravide indplaceres på dette niveau, når der er tale om særlig komplicerede problemstillinger som fx rusmiddelproblemer, svære psykiske/psykiatriske lidelser og/eller alvorlig social belastning, hvor der med høj sandsynlighed vil blive vanskeligheder med tilknytningen mellem mor og barn og varetagelse af barnets tarv.

 

Der tages som det er i dag altså ikke højde for fertilitetshistorik, og der er ikke som udgangspunkt argumenter om at placere Gravid efter fertilitetsbehandling i andet end Gr. 1.

 

Hvordan løser vi det? Der må et yderligere tværfagligt samarbejde til!

 

Der kan peges på forbedringspotentialer i følgende punkter:

• Systematik ift. evaluering af behandlingsforløb (gentagne graviditetstab, selvvurderet sårbarhed evt. vha. scala). Dette for at kunne videregive det til egen læge og jordemoder.
• Fokus på overgange imellem fertilitetsklinik, egen læge og svangreomsorgen. Kan udbygges med opkald, korrespondancer ved særligt ”svære” forløb. Dette fremfor patienterne som budbringere.
• Visitation i Svangreomsorgen kan herefter placere den gravide på det oplagte niveau eller tilbyde særkonsultation.
• Den enkelte jordemoders evne til at identificere sårbarhed – evt. behov for efteruddannelse.

 

Nyt spændende tiltag

På Odense Universitets Hospital (OUH.), herunder Odense og Svendborg Sygehus, har man i Svangreomsorgen som de første i Danmark valgt med opstart i maj 2021, at tilbyde fertilitetsbehandlede at blive fulgt i en speciel konsultation hos en jordemoder, der har særlige kompetencer vedrørende psykosociale belastninger i forbindelse med barnløshed og fertilitetsbehandling.

 

Det nyoprettede tilbud på OUH. adskiller sig fra de almindelige konsultationer ved følgende:

• Det første jordemoderbesøg lægges i den helt tidlige graviditet.
• Her planlægges med udgangspunkt i individuelle behov graviditetens videre forløb, herunder også behov for inddragelse af andre samarbejdspartnere.
• Der gives tid til at sætte ord på aspekter af barnløshed og dens behandling – for nogle er der behov for at bekræfte ”det normale”, og for andre er der behov for fokus på at styrke mestringsevnen.
• Der arbejdes med mulighed for brug af virtuelle kontakter i forhold til tryghedsskabelse.
• Der arbejdes med mulighed for på sigt at være initierende i forhold til netværksdannelse.
• Konsultationen varetages primært af jordemoder med kompetencer indenfor feltet.

 

Med tilbuddet ønsker man, at sikre den bedst mulige familiedannelsesproces for denne gruppe som led i en sundhedsfremmende og forebyggende strategi.

 

Der vil endvidere blive tilknyttet forskning fra Syddansk Universitet for at kunne monitorere effekt og evaluere tilbuddet, med særligt fokus på om antal af akutte kontakter ændres for gruppen der følges i special konsultationen.