Personlig historie af Helena

“Jeg kunne mærke, at jeg levede ”i” min cyklus. Alt kom til at handle om hvornår jeg måske havde ægløsning, efterfulgt af nogle dages ”pligtsex” og så den ulidelige venteperiode til min næste menstruation og testdag.”

 

Mit navn er Helena, jeg er 33 år og venter mit drømmebarn med min kæreste gennem 4 år, Mathias. Jeg har altid vidst, at jeg skulle have børn. Jeg tilhører den gruppe af børn, der har haft en svær opvækst og dermed klinger sig til fremtidsdrømmen om, en dag selv at få børn og gøre alt bedre for dem. Jeg var imidlertid lidt lang tid om at finde, ham som jeg skulle have de her børn med og så skulle vi jo lige rejse lidt, være unge og egoistiske lidt endnu, købe en bolig osv. Og børn det skulle vi da nok få og vi tænkte ikke at det ville blive et problem. Men vi blev klogere.

 

Vi tilhører nemlig den gruppe kaldet ”uforklarligt barnløse”. En titel vi fik efter et års amatør prøvning hjemme i soveværelset. Et år der ekstremt hårdt. Jeg kunne mærke, at jeg levede ”i” min cyklus. Alt kom til at handle om hvornår jeg måske havde ægløsning, efterfulgt af nogle dage ”pligtsex” og så den ulidelige venteperiode til min næste menstruation og testdag. Efter et år blev vi så udredt og ingen åbenlys forklaring fundet. Jeg havde fornøjelsen af, at skulle have udført en hysteroskopi på hospitalet, da de muligvis havde set noget arvæv i min livmoder. Det var 8 dage i helvede, hvor jeg frygtede at jeg ikke kunne få børn nogensinde, men heldigvis var det ingenting og vi kunne opstarte IUI efter en uendelig lang cyklus. IUI var for os en hård proces, men ikke meget værre end da vi bare forsøgte os i soveværelset. Efter to mislykkede forsøg, kontaktede vi en anden klinik for at drøfte mulighederne for IVF, i ventetiden på det offentlige, der på daværende tidspunkt var ca 8 mdr.. Men vi var begge enige om, at vi ikke bare kunne sidde på vores hænder i 8 mdr.

 

Jeg personligt, var ekstremt presset af min alder. Alle læger og klinikker sagde altid ”du er jo stadig ung, det er først når du når de 35-36 år at du skal være stresset”. Og det eneste jeg kunne udlede af det var, at vi havde ekstremt travlt. Vi havde allerede brugt mere end et år og vi var hverken en løsning eller en forklaring nærmere. Den anden læge kunne heller ikke finde nogen umiddelbar forklaring på vores barnløshed, hvilket kun fik mig til at frygte, at det skyldtes jeg fejlede en eller anden særlig ting, som de bare ikke testede for endnu og derfor ikke kendte til. Han mente endvidere, at efter 1 års hjemmeforsøg og 2 mislykkede IUI forsøg, så ville det tredje forsøg heller ikke bære frugt og vi burde overgå til IVF herefter. Det besluttede vi os så for at gøre. Vi færdiggjorde det sidste forsøg med IUI af pligt for at få henvisningen til det offentlige og tog på ferie.

 

En dejlig ferie, hvor jeg drak rigeligt med vin og festrøg i et væk. Vi skulle jo først starte IVF efter ferien. Men så var min menstruation forsinket og jeg tog en test, der overraskende nok viste, at jeg var gravid. Vi kunne slet ikke forstå det. Mine bekymringer endte dog ikke der, da frygten for at miste i stedet fyldte alt. Og jeg kan nu sige efter at have været gravid i mere end et halvt år, at den aldrig helt er forsvundet. Tanken om at skulle starte forfra min fertilitetsbehandling er ulidelig. Men vi håber vores lille mirakelbaby er helt perfekt og melder sin ankomst i slutningen af marts som planlagt.

 

Hvad var det sværeste for dig?

 

Uvisheden og ventetiden var ulidelig. Ikke at vide om det nogensinde vi lykkes for os at blive forældre. Ventetiden var cyklus til cyklus var så hård og opslidende. At se andre omkring én blive gravide på få forsøg og ikke blive ramt af selvmedlidenhed og misundelse hver gang var svær. Og familie og venners velmenende kommentarer om, at jeg bare skulle slappe af og ikke stresse over det, gjorde bare én rasende, for de forstod jo bare ingenting. Forstod ikke hvilken sindssyg proces det er.

 

Har du lært noget der kan hjælpe dig i fremtiden?

 

Jeg har lært, at infertilitet virkelig er en sygdom og vi i Danmark slet ikke har mulighed for en ordentlig behandling i det offentlige. Enlige eller par bør have langt bedre adgang til behandling i det offentlige, med korte ventetider og supplerende psykologtilbud. Endvidere bør man også kunne få hjælp til sit andet barn i det offentlige, der priserne er umådeligt høje og skaber et kæmpe skeln mellem rige og fattige.

 

Har du et råd du har lyst til at dele med andre?

 

Husk, at passe på jeres jer selv og hinanden i det umådeligt hårde forløb.

 

 

 

 

 

Vil du læse flere personlige historier som denne? Skriv dig op til vores nyhedsbrev!

 

Synes du vores arbejde er vigtigt og vil du være med til at sætte ufrivillig barnløshed på dagsordenen? Støt os her