Personlig historie af Lone

“Jeg var vred på mig selv og vred på systemet, som ikke havde grebet mig og mit behov for hjælp. Vred over at ingen havde fortalt mig konsekvenserne af min translokation for 8 år siden.”

 

Min kæreste og jeg havde forsøgt at få et barn i lidt over et år. Vi var påbegyndt fertilitetsbehandling (IUI) på en privat klinik da der i ventetiden mellem to behandlinger tittede to streger frem på graviditetstestens lille vindue. Med glæden boblende indeni trådte jeg direkte ind til min kæreste og annoncerede: ”Du skal være far”
– en sætning jeg aldrig tør bruge igen. 


Fem dage efter kom blodet, næste test var negativ og det havde kun været en såkaldt kemisk graviditet. Vi fortsatte iui og forsøgte at forblive positive; ”I det mindste kunne vi blive gravide”. Men så ligetil skulle det ikke være.

Jeg har en balanceret translokation. En kromosomfejl, hvor to stykker af to kromosomer har byttet plads. Det er en slags bærer-status, som ingen betydning har for mit helbred. Jeg har arvet den fra min far og vidst det i otte år. Da vi påbegyndte fertilitetsbehandlingen, sagde jeg det både til egen læge, gynækologen og den private fertilitetsklinik, men ingen tog særligt notits af min translokation og da jeg har en sund og rask dreng fra et tidligere ægteskab, troede jeg fejlagtigt at det ikke udgjorde et problem. 

 

Jeg har en regel om at forsøge at holde mine google-søgninger på et minimum for at undgå at blive alt for presset og stresset af internettets uanede mængder af dommedags profetier, men inden det sidste iui forsøg googlede jeg alligevel ”balanceret translokation” og fandt ud af at netop denne har stor indvirkning på fertiliteten. Jeg fandt ud af at kun 2 ud af 16 kombinationer af min kærestes og mit arvemateriale ville resultere i et raskt barn (som enten har min balancerede translokation eller som har helt normale kromosomer uden translokation).

Prognoserne var nedslående og vreden var enorm. Nu stod vi pludselig overfor en mur af ventetid og udsigten til et hårdt og langt fertilitetsforløb i det offentligt. Vi ved nu at frygt, ventetid og usikkerhed kommer til at fylde vores verden. Enten skal vi igennem et langt, hårdt og usikkert ICSI forløb med ægsortering eller også når vi at blive gravide naturligt undervejs, men med dét scenarie ville følge massive bekymringer om fosterets status og risikoen for at abortere. Vi vil ikke kunne vide med sikkerhed om fosteret er sundt før resultaterne af en fostervandsprøve. 

Jeg brugte nogle uger på at sunde mig og fordøje alle de nye informationer. 

Med tid, en masse snak og dybe vejrtrækninger vendte jeg vreden til taknemmelighed. Først og fremmest over min dejlige søn, som har adopteret min elskede kæreste helt ind i sit hjerte og omvendt. Taknemmelighed over at jeg har et godt venskab og velfungerende samarbejde med min søns far, som er en stor støtte i denne proces.

Mange med balancerede translokationer oplever et utal af aborter før de får deres diagnose og jeg er så umådeligt taknemmelig over at jeg har fået lov til at prøve en ubekymret og fuldbåren graviditet. Velvidende at det kommer jeg aldrig til igen. Vreden, sorgen og usikkerheden banker stadig på og det er okay. Jeg forsøger ikke at lade disse følelser overtage mine tanker.

 

Hvad var det sværeste for dig?

Vreden er værst. Jeg var vred på mig selv og vred på systemet, som ikke havde grebet mig og mit behov for hjælp. Vred over at ingen havde fortalt mig konsekvenserne af min translokation for 8 år siden. At vide at jeg skulle havde været henvist direkte til det offentlige i stedet for at starte med iui. Vred over udsigten til mange måneders ventetid.

Jeg var vred på mig selv over at stole blindt på lægerne og vred og flov over at jeg fejlagtigt troede at det ikke var mig der udgjorde et problem. Jeg bliver vred på venner og familie, som opfordrer til at slappe af fordi ”stress jo også påvirker fertiliteten”. Vred og ked af det over at jeg ikke altid får sagt fra.

Jeg kæmper ikke med infertilitet fordi jeg er stresset. Jeg er stresset fordi jeg kæmper med infertilitet.

Når det ruller ind over mig at jeg måske aldrig bliver mor igen og at jeg måske må opgive at give min kæreste og min søn den familie, som vi alle så inderligt ønsker os, så hjælper det ikke at jeg også skal have dårlig samvittighed over at det stresser mig. 

 

Har du lært noget der kan hjælpe dig i fremtiden?

Jeg er i gang med at arbejde med vreden og lære at kunne tage den frem og lægge den væk igen. Jeg bliver bedre til at analysere den og jeg har lært at snakke den ihjel. Jeg har lært at det hjælper at dele min historie og min proces og at bryde med de mange tabuer.

Jeg lærer min krop at sprede ro og taknemmelighed. På de rigtigt gode dage glæder jeg mig som en sindssyg til den dag hvor jeg endelig står med vores barn i armene og kan høste frugterne af denne kamp. Hvor jeg kan se min søn blive storebror og min kæreste blive far. Jeg arbejder med at mit liv skal være værd at leve, glædesfyldt og beriget – også selvom vores største ønske og drøm for fremtiden er usikker og svær at opnå.

Hvis jeg skal dedikere mig til en praksis, så skal det være nemt og overskueligt. Jeg prioriterer derfor de praksisser, som kan hjælpe mig igennem denne proces og give mig følelsen af at vide at jeg har gjort alt hvad jeg kunne, men som samtidig har et endnu vigtigere mål:

At jeg er glad og tilfreds og at min psyke kan klare det som måtte komme.

Ud over sund kost og gode vitamintilskud har jeg kastet mig over mindfulness-øvelser og fertilitetsyoga derhjemme på stuegulvet om aftenen. Det giver mig ro og en langt bedre søvn. Målet var minimum 10 minutter hver/hver anden aften, men i realiteten bliver det tit til meget mere. Jeg har aldrig i mit liv dyrket hverken yoga eller mindfulness (jeg er mere en badminton og håndbold kind a girl) men det virker for mig.

Derudover har jeg fundet ud af at jeg elsker akupunktur. Det siges at være fertilitetsfremmende, men for mig er det lige så meget bare fordi, at det sammen med min yoga-praksis giver en fantastisk ro i både krop og sjæl. Jeg tænker, analyserer og vurderer konstant. Førhen blev min krop utroligt anspændt og urolig. Tankerne fløj afsted og ofte føltes det som om at min krop fløj med – alt var på overarbejde. Det er stadig en proces, men jeg er meget roligere nu og jeg er i langt højere grad i stand til at passe på mig selv og beskytte mig selv mod unødige stressfaktorer og de negative og ukonstruktive tanker.

 

Har du et råd du har lyst til at dele med andre?

Sørg for at behandle din psyke i lige så høj grad som den behandling din krop er udsat for. Brug denne rejse til at opdage din styrke og bliv skarpere på hvordan du beskytter dig selv.

 

 

 

Vil du læse flere personlige historier som denne? Skriv dig op til vores nyhedsbrev!

 

Synes du vores arbejde er vigtigt og vil du være med til at sætte ufrivillig barnløshed på dagsordenen? Støt os her

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *