Kan du bruge pause i fertilitetsbehandling til noget konstruktivt?

Står du overfor en pause i fertilitetsbehandlingen pga. Covid-19 og/eller fordi din fertilitetsklinik holder sommerferielukket?

 

Så har du måske svært ved at finde sommerhumøret, og du føler måske en øget sårbarhed, ensomhed, utryghed, uvished, stress og/eller angst, som kan være vaskeligt selv at håndtere.

 

Det er vigtigt, at du anerkender alle de svære tanker og følelser, som melder sig – og søger den nødvendige hjælp og støtte som netop du har brug for til at håndtere dem.

 

Ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling kan være en stor både psykisk og fysisk belastning, så det betyder meget at du passer godt på dig selv – og netop bruger sådanne tvungne pauser i fertilitetsbehandlingen til noget konstruktivt.

 

Det er vigtigt at øve dig i ”fredstid”, så du er godt rustet til ”krigstid” (fx når fertilitetsbehandlingen er i gang og tingene bliver svære).

 

Gode råd til at bruge pausen i fertilitetsbehandlingen til noget konstruktivt:

  • Åbenhed: Vær så åben som du føler du kan være omkring din situation, og tal med andre om hvad du gennemgår. Enten familie, venner, fagprofessionelle og/eller opsøg andre i samme situation som dig.
  • Sociale arrangementer og relationer: Øv dig i at finde en god balance mellem at være social med familie, venner og kollegaer – og husk at det er okay at sige fra!
  • Arbejd med dine tanker: Skriv dine tanker og følelser ned. Det skaber et break i forhold til de automatiserede tanker. Automatiserede tanker har det nemlig med at forstørre tingene og gøre det hele lidt for sort/hvidt. Når du skriver dine tanker og følelser ned, så får du et mere nuanceret billede af, hvordan du i virkeligheden har det – og allervigtigst, hvad du har brug for.
  • Arbejd med dine følelser: Husk at der ikke findes rigtige eller forkerte følelser! Følelser er sværest at håndtere, hvis du ikke vil mærke og anerkende at du har dem. Forsøg at rumme det du mærker i kroppen, og husk at du langt fra er alene om at have det sådan.
  • Taknemmelighed: Hav fokus på det, som er meningsfuldt i dit liv og dyrk det! Øv dig i at føle taknemmelighed over de mennesker og omstændigheder i dit liv, som er værd at være taknemmelige for. Udforsk din spiritualitet eller tro på din helt egen måde, hvis det føles rigtigt for dig.
  • Gå på opdagelse i dig selv: Sæt tid af til at tænke tanken, tale med din eventuelle partner eller dine nærmeste om, hvad livet kan byde på hvis barnet ikke kommer. Livet bliver hurtigt sort/hvidt, når det handler om at prøve at blive gravid og blive forældre. Det er ikke alle, der går fra fertilitetsbehandling med et barn. Det er det, som alle frygter – men de færreste tør at tale om det. Tag hul på snakken i små portioner, for derigennem at tage lidt luft ud af den store frygt-ballon, som angsten for ikke at blive forældre er.
  • Grænser: Sæt tid af til at tænke igennem/mærke efter, hvad der er din/jeres grænse i forhold til fertilitetsbehandling. Det vil være værdifuldt, at du/I har forholdt dig/jer til grænsen, hvis I skal igennem mange forsøg og behandlingerne ikke lykkes. Det betyder, at du/I tager ansvar for din/jeres egen situation. At forholde sig til grænsen vil også gøre det muligt at flytte den på et senere tidspunkt, da ejerskab for grænsen ligger hos dig/jer.
  • Vær kærester: Prioriter din eventuelle partner og jeres parforhold. Sæt kærlighedsliv og kærestetid på dagsordenen og vær intime sammen. Sørg for at få gode oplevelser og grin mere sammen! Tal om andet end barnløshed og behandling.
  • Hav det sjovt: Hav fokus på at få mere liv ind i livet. Det vil sige: Prøv at leve dit liv så fuldt og godt som du overhovedet kan på trods af din nuværende situation. Du har selv indflydelse på, hvordan du vælger at leve med din nuværende livsomstændighed – og det er vigtigt at huske på i en tid, hvor rigtig meget er ude af din kontrol.

 

Se derfor pausen som en mulighed for at forbedre dig bedst muligt ved at:

  • Tage ansvar for dig selv, finde ud af hvad du selv kan gøre og hvad du kan uddelegere til andre.
  • Lære din nuværende livsomstændighed at kende på godt og ondt.
  • Skaffe dig de rigtige mentale redskaber, hjælp og støtte til når behandlingen starter igen.
  • Bede om en hjælpende hånd fra de rigtige mennesker, på de rigtige tidspunkter når tingene bliver svære.
  • Tage dig tid til at nyde livet undervejs i din proces, og få øje på nye sider af dig selv og din eventuelle partner.
  • Blive bevidst om din egen grænse. Hvor langt kan og vil du gå for at opnå drømmen om ønskebarnet?

 

Fertility Cares gratis støtte og rådgivning

Har du brug for yderligere mental hjælp og støtte til at finde mere ro i pausen fra fertilitetsbehandlingen, så tilbyder Fertility Care gratis støtte og rådgivning til dig.

 

BOOK en samtale her

 

Kontakt os, hvad end du har på hjertet! Ingen tanker og følelser er forkerte! 

 

Læs mere om Fertility Cares gratis rådgivning her.

 

VI ØNSKER DIG EN FANTASTISK SOMMER – PAS GODT PÅ DIG SELV ☺