Patientcentreret kommunikation

Skrevet af Aut. Psykolog Yoon Frederiksen

 

Patientcentrerethed

Tidligere har sygdomsforståelse og behandlingsperspektiv på de sundhedsvidenskabelige uddannelser været primært biomedicinsk funderet, hvor den sundhedsprofessionelle formodes at være eksperten med den medicinske viden, implicit heri også er den som har den ”rigtige” viden om patienten.

 

I dag har patient-behandler relationen ændret sig markant, således at patient-behandler relationen er mere ligeværdig og inddragende, men også myndiggørende over for patienten. Det vil sige, at patienten vurderes til at være den som er ekspert på eget liv, og behandler er den medicinske ekspert, der kan give faglig sparring.

 

Grundlæggende for denne forståelse er et bio-psyko-socialt/kulturelt perspektiv, hvor patient og behandler gennem en dynamisk og omsorgsfuld dialog opnår fælles forståelse for sygdom og behandling. Herunder kan pårørende også være en del af relationen, hvormed de også har en stemme i forhold til forståelse af patientens tilstand og behandlingsplan.

 

Der er konsensus om politisk og samfundsmæssigt at man i Danmark skal og bør yde patientcentreret behandling, og der er på de fleste sundhedsvidenskabelige uddannelser indført kommunikationsundervisning i et vist omfang. Pensum bevidner dermed, at de studerende har modtaget undervisning, der fokuserer på patientcentreret behandling.

 

Patientcentreret behandling i praksis

Selvom der er velvillighed og opbakning til at kulturen i sundhedssektoren ændres fra at være ’ekspert-orienteret’ til at være ’ligeværdig og deltager-orienteret’ i relation til patient-behandler forholdet, synes der at være fortællinger om at ’patientcentreret behandling’ forbliver et teoretisk koncept for mange sundhedsprofessionelle, da det kan være svært omsætteligt til at kunne anvende i det daglige virke.

 

Derudover kan der være misforståelser og fejlopfattelser af, hvad det vil sige at agere patientcentreret. Eksempelvis at den sundhedsprofessionelle skal fralægge sig sin medicinske grundviden. At man skal give patienten ret i alt dét han eller hun siger. Eller at man som sundhedsprofessionel skal acceptere alle de krav patienten stiller, som f.eks. udførelse af bestemte undersøgelser eller opstart af behandlinger – og derved afholder sig fra at beskæftige sig med patientcentrerethed.

 

Patientcentreret behandling har vist en positiv effekt på færre lægebesøg og indlæggelser, og det vil også sige en positiv effekt på økonomien. Det giver således mening at arbejde patientcentreret. Derudover rapporterer patienter større tilfredshed med behandling, hvis de har oplevet mødet med sundhedsvæsenet som patientcentreret – at der er taget udgangspunkt i deres livssituation.

 

Definition af patientcentrerethed

Definitionen af patientcentrerethed har gennem tiden varieret en smule. 

 

Review af Scholl et al. (2014)

I et nyere systematisk review af Scholl et al. (2014) analyserede de 417 studier med en kontekst analyse, for at integrere de forskellige definitioner af patientcentrerethed. 

 

De fandt frem til en model der består af ’grundlæggende principper’ for patientcentrerethed, ’elementer’ som understøtter patientcentrerethed og til sidst ’aktiviteter’ som udmøntes i konkret patientcentreret adfærd, som resulterede i 15 dimensioner i alt.

 

Principperne som grundlæggende for patientcentrerethed er: 

1. Behandler karakteristik; Det vil sige en måde at agere på over for patienten, som f.eks. empatisk, respektfuld, autentisk og med medicinsk grundviden og ekspertise på området.
2. Behandler-patient relationen; Et partnerskab som er karakteriseret ved tillid og omsorg.
3. Patienten som unikt individ; At hver person har individuelle behov, præferencer, værdier, følelser, overbevisninger, bekymringer, idéer og forventninger.
4. Det biopsykosociale perspektiv; Anerkendelsen af personen som et helt menneske biologisk, psykologisk og socialt set.

 

Review af Castro, Van Regenmortel, Vanhaecht, Sermues & Van Hecke (2016)

Et andet review fra 2016 (Castro, Van Regenmortel, Vanhaecht, Sermues & Van Hecke, 2016) analyserede forskellen på begreber der ofte bliver brugt synonymt, men som har meget forskellige oprindelser – patient deltagelse, patient myndiggørelse og patientcentrerethed.

 

Deres definition på patientcentrerethed er følgende: En biopsykosocial tilgang og attitude til personen, hvis formål er at yde individualiseret behandling baseret på respekt og myndiggørelse. Det fordrer patient deltagelse og en patient-behandler relation præget af gensidig tillid, følsomhed, empati og delt viden.

 

Det synes altså at definitionen af patientcentrerethed ud fra ovenstående eksempler og opsamlede definitioner har mere lighed end forskellighed.

 

Hvordan kan man så træne en patientcentreret tilgang?

Patientcentreret kommunikation forudsætter patientcentrerethed som defineret ovenfor, hvor patientcentreret kommunikation er ét af de grundlæggende aspekter som manifesterer og tilvejebringer patient deltagelse og myndiggørelse. 

 

Der findes som nævnt flere forskellige modeller på, hvordan man konkret kan arbejde med patientcentreret kommunikation som klinisk metode. Overordnet set handler patientcentreret kommunikation om træning i at undersøge samt forstå og rumme patienten ift. sundhed og sygdom – herunder overbevisninger og social kontekst. Derudover handler det om, at nå frem til en fælles forståelse og fælles beslutning vedr. behandling, og hvilke roller henholdsvis patient og behandler har i forhold til den behandlingsplan man er blevet enige om.

 

Patientcentreret kommunikation som klinisk metode er grundlæggende indenfor hele det medicinske arbejdsfelt, og skal således opfattes som en grundlæggende kompetence, der skal læres og trænes på lige fod med andre kernekompetencer indenfor anvendt medicin.

 

Patientcentreret kommunikation er medafgørende for kliniske vurderinger og ræsonnemt, beslutningstagning og valid diagnosticering – og hermed efterfølgende behandlingstilbud. Det kræver således gode kommunikative egenskaber – dem vi definerer patientcentrerede kommunikative egenskaber – at kunne spørge ind til, indfange, nuancere, beskrive og systematisere patientens subjektive oplevelser og fortællinger. 

 

Ud fra denne forståelse handler det således ikke ”kun” om, at tilføje kommunikation som en komponent til den kliniske samtale, men snarere at transformere samtalen til i sig selv at være en klinisk metode baseret på principperne for patientcentrerethed, som metodisk tager udgangspunkt i de komponenter der muliggør patientcentreret behandling. Brugen og træning af Calgary-Cambridge modellen er et eksempel på kommunikationstræning i en patientcentreret tilgang.

 

Tips til en vellykket patientcentreret samtale

• Vær fokuseret; Så du opfanger signaler fra patienten om, hvordan han/hun har det.
• Vær lyttende; Ret opmærksomheden på det patienten siger, eller prøver at sige. Vær ikke bange for at sætte ord på det, som du tror patienten tænker eller føler.
• Skab tillid; Gentag eller opsummér undervejs i samtalen hvad patienten har sagt, så patienten mærker at du har lyttet. Udvis empati ved at ”spejle” det som er svært for patienten.
• Skab rum; Hold korte pauser, så patienten har tid til at fordøje og forstå den information du giver – eller får tid til at rumme den følelse han/hun sidder med. På den måde skaber du også plads til at han/hun får mulighed for give dig vigtige informationer om sig selv – som måske kan have betydning for den behandling I tilrettelægger.
• Bered patienten; Hvis du skal give patienten en svær besked, så forbered patienten med et ”warning shot” – som f.eks. ”Resultatet af prøverne er desværre ikke som vi håbede…” – PAUSE – derefter fortælles konkret hvad prøverne viste.

 

Vigtigst er, at patient-behandler relationen er ligeværdig og inddragende – således at patienten føler sig som ekspert på eget liv og behandler er den medicinske ekspert, der kan give faglig sparring. På denne måde sikrer man en patientcentreret tilgang til behandlingen.