Rikke blev gravid, men ønskede inderst inde en afslutning på en lang og belastende tid i fertilitetsbehandling.
Jeg hedder Rikke og dette er min historie på godt og ondt.
Min mand og jeg besluttede, at vi gerne ville have børn, da vi begge var 30 år. Jeg blev naturligt gravid første år efter vi stoppede med prævention og i samme øjeblik, vi havde en positiv graviditets test blev vores virkelighed forandret og vi begyndte at have snakke og drømme om fremtiden som en familie med børn.
Vi forestillede os hvordan vores liv ville blive og om vi fik en dreng eller pige. Helt naturligt kom disse forestillinger til at betyde meget for os hver især og som par. Vi havde i flere år set hvordan vores omgangskreds fik børn, så vi havde et ret godt billede af hvad der ventede os. Hvad vi ikke vidste, var at der kom til at gå flere år før vi blev forældre.
Jeg aborterede i uge 10 og det blev en afgørende faktor i mit forløb i fertilitetsbehandling. Jeg havde oplevet at være gravid og hver eneste måned de næste mange år blev menstruationen en påmindelse om aborten, samt at det endnu ikke var lykkedes at blive gravid igen.
Fertilitetsbehandling
Da der var gået et år efter aborten uden at jeg var blevet gravid, blev vi henvist til fertilitetsbehandling. Det var en lettelse for os at få hjælp. Vi fik beskeden, at vi var ”uforklarede barnløse” men at vi nok skulle blive forældre via fertilitetsbehandling.
Vi startede i fertilitetsbehandling med insemination og gik efter tre mislykkedes forsøg videre til IVF. Selve fertilitetsbehandlingen med hormoner, undersøgelser og æg-udtagning var for mig den ”lette del” af barnløsheden. Der var en plan, medicin, datoer og det var til at forholde sig til. Det var den psykiske belastning, sorg og følelsen af at være udenfor et fællesskab, der for mig kom til at udvikle sig til stress, depression og identitetsforvirring.
Den svære del af fertilitetsbehandling
Barnløsheden kom til at fylde ALT i mit liv. Hele tiden kredsede mine tanker om næste behandling, om tvivlen og usikkerheden om en graviditet ville lykkes. Gjorde jeg noget forkert, var der noget i vejen med os, passede vi bare ikke sammen som par og var det derfor graviditeten ikke lykkedes? Men jeg havde jo været gravid …
Det blev svært for mig at være den på mit arbejde der havde sygedage flere gange om måneden og som brød grædende sammen i kafferummet når en kollega delte nyheden om at skulle være forældre. Jeg blev den veninde, der ikke blev inviteret med til børnefødselsdage og jeg gik tidligt i seng til min bedste venindes bryllup på slottet, fordi jeg måske var gravid. Psykisk blev det meget opslidende for mig, at barnløshed og fertilitetsbehandling kom til at fylde så meget.
Jeg lå ofte på min sofa og havde ondt. Ondt i kroppen og ondt i livet! Med en blandet følelse af nyt håb og frygten for endnu et tab samt sorgen over de mange tab jeg allerede havde lidt.
Jeg blev udmattet og livstræt og kunne mærke jeg gerne ville noget andet og noget mere i mit liv, men havde ikke overskuddet til at finde nye veje. Jeg orkede ikke at søge uddannelse eller nyt job, begynde til ridning, dans eller finde mig en hobby. For hvad nu hvis jeg blev gravid? Tanken fyldte så meget, at jeg hele tiden udskød alt andet og jeg fortsatte i fertilitetsbehandling fordi alternativet var svært at tænke helt til ende.
Når barnløsheden fyldte mest og tog mig med i det sorteste hul, havde jeg ikke lyst at leve længere. Jeg fik tanker om at køre ind foran en lastbil når jeg alene var på vej i bil til fertilitetsklinikken. Tankerne var ikke et ønske om at dø, men de fortalte mig at jeg ikke ønskede at leve dette liv.
Jeg kan mærke jeg bliver rørt når jeg tænker tilbage og jeg kan mærke livstrætheden, men også glæden over at jeg ikke gav op, men fortsatte med at leve.
Jeg blev henvist af min egen læge til samtaler med psykolog og startede i et terapiforløb hos en psykoterapeut.
Sorgen over mit ulevede liv
Samtalerne med psykoterapeuten blev meget afgørende for mig. Jeg lærte om barnløshed og sorg og psykoterapeuten hjalp mig med at forstå, at min ulykkelighed handlede om sorgen efter aborten og de mange tab når en fertilitetsbehandling ikke lykkes. Jeg havde ikke den store erfaring med hvordan man sørger og hvordan praktiserer man i øvrigt at sørge over et tab andre ikke kan se?
Jeg begyndte ligeså stille at sætte ord på min sorg over ikke at være blevet mor og følelsen af et ulevet liv. Og jeg græd! Jeg var så ked af det. Vi talte meget om sorg, om livet uden børn og at fertilitetsbehandling er et valg. Vi talte om magtesløshed og om misundelse når veninderne blev gravide. Jeg fik hjælp til at sætte ord på min vrede og uretfærdighed, hvilket gjorde, at jeg ikke følte mig så forkert med alle de følelser og tanker jeg havde. Følelser som blev påvirket af hormonerne i min krop. Jeg blev støttet i at finde modet til at gå imod strømmen og leve mit liv.
Imellem disse samtaler, begyndte tanken om at stoppe fertilitetsbehandling at pible frem………
Venskaber i forandring
Imens jeg forsøgte at blive gravid, blev mine veninder naturligt gravide og fik børn. Venskabet forandrede sig og jeg oplevede at miste den relation vi havde. Som at min veninde FIK et barn, mens jeg MISTEDE hende. Jeg søgte et fællesskab med andre der havde svært ved at få børn og det blev en stor støtte for mig og gav mig en følelse af ikke at være alene. Jeg kunne spejle mig i de andre og føle mig mere ”normal”. Der var andre der havde de samme følelser og tanker som mig, og jeg fik dermed en samhørighed som jeg havde svært ved at få andre steder. Men når man er i fertilitetsbehandling, så bliver mange gravide og igen oplevede jeg at vores fællesskab forandrede sig når de andre blev gravide.
Det efterlod mig igen med en følelse af at være alene og udenfor et fællesskab. Jeg ved ikke hvad der blev mest dominerende. Længslen for at blive mor eller ønsket om at høre til. Jeg tror begge dele forstærkede hinanden og gjorde valget om at stoppe fertilitetsbehandlingen endnu sværere.
Den svære beslutning
Det var svært for mig at forestille mig et liv uden et barn. Hvis jeg takkede nej til mere fertilitetsbehandling, fik det også konsekvenser for min mand som så ikke ville blive far. Eller det vidste vi jo i bund og grund ikke… mirakler skete for dem jeg læste om i Alt for damerne. Jeg kendte ingen der selv havde sagt stop til fertilitetsbehandling og levede et liv uden børn. Der var en enkelt i vennekredsen der ikke ønskede et barn, men ingen der havde valgt fertilitetsbehandling fra.
Indeni mig kom en konflikt i forhold til hvordan jeg så omverdenen skabe en tilværelse med børn og hvad jeg selv mærkede i forhold til ikke at kunne få et barn. Jeg blev ikke en del af det naturlige forældreskab som jeg kunne se mange andre på min alder fik. Og mens jeg var i fertilitetsbehandling var der stadig et håb og en fortælling om at lige om lidt så er jeg også en del af den ”klub”.
Jeg søgte meget på nettet for at finde andre der havde taget samme valg som jeg stod overfor at tage. Jeg fandt en facebookgruppe for kvinder der pga alder eller sygdom var stoppet med fertilitetsbehandling og levede uden egne børn. Jeg fandt forældre, der efter fertilitetsbehandling havde adopteret og jeg fandt artikler, hvor kvinder delte, at de ikke ønskede børn. Men aldrig læste jeg om eller mødte et menneske der fravalgte fertilitetsbehandling og dermed (måske) blev permanent ufrivillig barnløs.
Den sidste fertilitetsbehandling
Konflikten indeni mig voksede og tanken om at stoppe blev mere og mere til virkelighed. Jeg tog tilløb til at takke nej til mere fertilitetsbehandling, og der skulle endnu en fertilitetsbehandling til inden jeg var klar. Det blev meget tydeligt for mig, at det blev den sidste behandling. Jeg græd meget og min krop og særligt mine ben rystede når jeg var til de indledende undersøgelser på fertilitetsklinikken. Jeg mistede fokus og overblik. Ægudtagningen gjorde mere ondt end tidligere, der var kun meget få æg og da behandlingen var ovre kunne jeg mærke indeni at nu var det slut. Det er svært at beskrive, men jeg var ikke i tvivl. Min mand tog et snapbillede af mig i morfinrusen, med den vanlige æblejuice brik og med teksten ”sidste tur.” Det er blevet et ret sigende billede for mig.
Efter nogle dage ringede sygeplejersken fra fertilitetsklinikken og sagde, der ikke var æg til oplægning. Hun var ked af at ringe med den nedslående besked på en mandag og sagde “Ring når du vil fortsætte og starte næste behandling…” Jeg kunne mærke allerede i telefonen at ”det kommer ikke til at ske!” Aldrig har jeg været så afklaret i mit liv. På det tidspunkt havde vi et enkelt æg på frys fra en tidligere behandling – men det kunne fint blive liggende dèr!
Jeg følte en stor lettelse ved at tage beslutningen om at det var slut. Men jeg mærkede også en ensomhed, vrede og sorg. En vrede over livets uretfærdighed og en sorg over ikke at blive mor. Jeg fik lyst til at tage et sørgebind på armen, så jeg kunne blive passet lidt på og andre kunne se, at jeg var lidt ekstra sårbar. Det nemmeste for mig var at gå ud i verden med vreden. I tiden efter min beslutning var jeg en ”bulderbasse” og et fyrværkeri af energi og store armbevægelser. Jeg fik modet til at søge nye veje og jeg skiftede job. Jeg havde ingen bagkant, så jeg tog lige en time ekstra eller blev og ryddede op efter møder. Jeg havde ingen jeg absolut skulle hjem til.
I jobbet kom der en tid, som krævede meget af mig og da jeg havde al tid i verden lagde jeg mange timer i mit arbejde. Jeg kunne godt se at det ikke var hensigtsmæssigt og efter nogle måneder blev jeg sygemeldt med stress. Det var som om kræfterne slap op.
Slagmarken versus forårsengen
Efter min beslutning om at stoppe fertilitetsbehandling havde jeg et tilbagevendende billede på nethinden: Jeg står med ryggen til en slagmark, som i en krigsfilm. Sort, mørk, med sårede soldater og rygende kratere efter angreb. Udbrændt materiel, ødelæggelse og sorg. Når jeg kiggede i retning af den nye vej jeg skulle til at betræde var den som en nyudsprunget forårseng. Sol, lysegrønt, frodigt, stille og uberørt.
Min trang til at vende mig om og gå tilbage til slagmarken, til alt det mørke trak mere i mig end at prøve at gå frem mod lyset.
Hvor mærkeligt det end lyder, så var slagmarken tryg fordi den var velkendt. Når jeg befandt mig mellem de rygende kratere og de sårede soldater vidste jeg nøjagtigt hvad jeg kunne gribe fast i og gøre. Hvorimod at gå frem i lyset mod forårsengen, var langt vanskeligere, fordi jeg dér ville finde ro og et rum til at mærke hvordan jeg i virkeligheden havde det. Hvor hård og svær kampen på slagmarken havde været. Hvor mange tab jeg havde lidt, men også hvor mange relationer jeg ville miste, hvis jeg ikke gik tilbage. Det føltes på samme tid meget skræmmende og utroligt frisættende.
Det var samtidig uendeligt ensomt. Som at gå mod strømmen og væk fra det fællesskab jeg sådan længtes efter at blive en del af.
Da jeg valgte at stoppe fertilitetsbehandlingen havde jeg svært ved at finde en retning og en mening i mit liv. Det var svært at opnå anerkendelse og forståelse for mit valg og lægerne troede stadig på at en graviditet kunne lykkes. Der var flere muligheder for fertilitetsbehandling og vi havde som sagt et æg på frys.
Derudover mærkede jeg min egen cyklus, mit kvindelige moderinstinkt, min naturlige drift til moderskabet. Jeg var ung midt i 30’erne. Alle omkring mig fik børn og dannede familie. Jeg fik menstruation regelmæssigt hver måned og jeg havde et æg på frys der nærmest kaldte på mig. Når menstruationen kom, så ramte den fysiske smerte, blødningen, hormonerne og sorgen! En følelse af at det fossede ud af mig både fysisk og psykisk.
Jeg oplevede at jeg ofte skulle forsvare mit valg i forhold til ikke at modtage mere fertilitetsbehandling og dermed måske ikke få børn. Det blev hårdt for mig at skulle forklare fravalget af fertilitetsbehandling når det ikke var et fravalg af børn. Eller jo måske blev det det? Jeg har svært ved at skelne, men jeg kunne mærke, at hvis vejen til at blive forældre skulle være igennem en slagmark, så nej tak. Samtidig med at slagmarken trak i mig. Det var et kæmpe paradoks at stå midt i.
Stress og ægget i fryseren
Jeg blev syg med stress og tvunget til at sætte tempoet ned. Omdrejningspunktet for at kunne lukke kapitlet med fertilitetsbehandling helt ned, blev at jeg havde et æg på frys. Det fyldte meget at jeg ikke kunne få afsluttet og lukket BARNLØS helt. Jeg fandt ud af at jeg skulle forholde mig til hvad der skulle ske med dette æg på et tidspunkt og det orkede jeg ikke. Jeg var udmattet og slidt og alt hvad der handlede om fertilitetsbehandling og børn drænede mig for energi. Så selvom den nye vej på forårsengen var tillokkende med nye muligheder, så var jeg nødt til at gå tilbage på slagmarken for at få en endelig afslutning.
Ordet slagmark kan lyde ret voldsomt og jeg har undret mig over hvorfor jeg beskriver at være i fertilitetsbehandling som en slagmark. Men det føltes bare sådan. Som en slagmark med tab, mistede relationer, udmattelse og depression. På slagmarken er der en plan og det er håndgribeligt – du skal kæmpe for at overleve. Kæmpe for din eksistens.
Som sagt skulle jeg tilbage for at afslutte det kapitel i mit liv. Så det gjorde jeg…, ikke for at kæmpe videre, men fordi jeg ikke kunne leve med tanken om at vores æg skulle ende som sygehusaffald. Det havde jeg trods alt kæmpet for hårdt til. Om valget rationelt var helt det rigtige kan jeg stadig godt have min tvivl om… Men jeg kunne ikke træde ud på forårsengen før jeg havde fået min afslutning på slagmarken. Så derfor fik jeg lagt fryseægget op……
Gravid….. og hva`nu?
Jeg var gravid! Fryseægget havde sat sig fast…..
Jeg oplevede en rus af lettelse da jeg forlod fertilitetsklinikken efter scanningen i uge 6+. Som en tåge der forsvandt og lyset kom frem. Det var endelig slut – eller… Jeg blev gravid og alle omkring mig var glade og lettede på vores – eller var det deres egne vegne? Det var rart at opleve den positive energi, men samtidig havde jeg en vrede indeni mig. Det var det her jeg havde længtes efter, men prisen havde været så utrolig høj.
Det var en stor sorg for mig at jeg i så mange år havde været ked af det, sygemeldt, vred, en jammerdal som jeg også trak min mand ned i. Min mand som virkelig forsøgte at holde fanen højt, så muligheder for et godt liv uden børn og forsøgte at holde mit humør oppe.
Jeg var vred indeni, men kunne let skjule den for nu skulle jeg jo være mor. Og det var svært at fortælle andre om min vrede, der handlede om alt det der havde været og som nu var overstået. En vrede over at jeg havde levet så mange år uden egentlig at leve.
Jeg har flere gange sagt til mig selv at jeg ønsker at leve og være glad imens jeg forsøger at blive gravid. Det lykkedes ikke for mig.
Var jeg glad for at være blevet gravid? Ja, det var jeg, men mest fordi jeg oplevede det som en stor lettelse at afslutte mange års kamp i fertilitetsbehandling.
Længslen efter fællesskabet
Jeg havde haft meget god tid til at forberede mig til at blive mor. I flere år havde tankerne kredset om forestillingen om at være forældre og jeg havde været vidne til hvordan andre mestrede forældreskabet på godt og ondt. Det var ikke alt ved forældreskabet der tiltalte mig og jeg forestillede mig hvordan det kunne gøres anderledes. Men fællesskabet og den naturlige snak om børn ligegyldigt om du er nær ven eller kollega og i forskellige generationer. Det optog mig. Du kan altid tale om børn og børnebørn. Det er så nemt og ligetil, men kan også være et forsøg på at tale væk fra vigtige og mere sårbare emner.
Da jeg endelig fødte min datter var mine forventninger høje og mine forestillinger om hvordan forældreskabet var, blev ikke som jeg havde drømt om. Det blev tydeligt for mig, at jeg selv skulle skabe de meningsfulde fællesskaber jeg så længe havde længtes efter. Tiden som barnløs og den sårbarhed der fulgte mig som en skygge, kom også til at betyde noget i fællesskabet med andre gravide og senere med andre forældre.
Fødselsdepression, reaktion eller ?
Da jeg blev mor, blev jeg screenet til at have en svær fødselsdepression, men det var ikke en depression. Det var en efterreaktion på flere års kamp på at blive mor og nu hvor det endelig var lykkedes, så skulle jeg jo være glad.
Jeg var glad for min datter og jeg lykkedes i moderskabet. Men jeg var fragmenteret indeni og havde svært ved at mærke mig selv og mine egne behov. Jeg havde svært ved at spejle og genkende mig selv i de andre mødre i mødregruppen og i vennekredsen.
Jeg var gået fra at være ufrivillig barnløs i fertilitetsbehandling, til at give slip på drømmen og håbet om at det ville lykkes. Jeg havde forsøgt efter bedste evne at forberede mig på et liv uden barn og været igennem en lang proces omkring fravalget af mere behandling, til at gå tilbage for at få lukket kapitlet og så blive gravid og få et barn. Det var en kæmpe rutchebanetur der for mig blev til en identitetskrise der tog rigtig lang tid at lande.
Bagud på point
Jeg var bagud på point i moderskabet fra starten og lykkerusen over at have fået et barn blev til et sammensurium af uforløste følelser. Glæde, sorg, vrede i kombination med træthed og usikkerhed i forhold til den nye livssituation. Og jeg kunne ikke gøre som jeg plejede når jeg var ked af det eller vred. Jeg følte mig meget bundet i hjemmet og det at jeg skulle amme og ikke havde tid til mig selv, gjorde at følelserne hobede sig op indeni.
I mødregruppen oplevede jeg, at når de andre mødre fortalte at de var blevet gravide første måned efter de smed p-pillerne, at de gerne ville have et barn mere og hvornår det bedste tidspunkt vil være osv, så BANG blev jeg sendt tilbage i tiden som barnløs. Jeg følte en større sårbarhed og skrøbelighed. Som om livet på ”slagmarken” havde taget noget lethed og uskyldigt fra mig. Men det var mit vilkår og jeg græd når jeg alene var på vej hjem med mit sovende barn i barnevognen.
Sorgen over barnløsheden er en del af mig og følelserne og tankerne slutter ikke ved barn nummer et. Der er en sårbarhed og en påmindelse om tiden der var og en usikkerhed om det vil lykkes igen. Og hvis det skal lykkes at blive gravid igen, skal vi så overhovedet igennem endnu en fertilitetsbehandling med alt hvad det indebærer. Det er svære overvejelser og når tanken og snakken falder på at gøre min datter til storesøster, så mærker jeg sorgen.
Den hårde og værdifulde læring
At være ufrivillig barnløs har for mig været en livskrise og en identitetsforvirring. Jeg har svært ved at finde ud af hvad jeg kunne have gjort anderledes imens jeg var i fertilitetsbehandling og hvilken hjælp jeg kunne have søgt for ikke at blive så belastet. Men jeg kan helt klart se, at det som blev hjælpsomt for mig var samtaler med en psykoterapeut, mine helt særlige gode veninder og et par nære kollegaer.
Jeg lærte i samtalerne at sætte ord på svære følelser, at få fokus på mig selv, mine egne behov og ønsker for mit liv. Hvad gav mig livskvalitet og hvad længtes jeg efter inderst inde? Mit første svar var ”at blive mor!” Men tog jeg et skridt dybere og begyndte at finde omsorgen til mig selv og hvad der betød allermest, så begyndte jeg i det små at finde glæde ved andre ting.
Jeg fik sat ord på sorgen og hele den identitetsforvirring der var omkring ikke at kunne blive mor, give slip på håbet og så blive gravid og derefter sidde med mit nyfødte barn i favnen. Jeg blev nænsomt hjulpet til at slippe de fastlåste rammer, normer, tanker og forestillinger jeg havde opbygget i mit liv. Alle de begrænsninger og restriktioner jeg havde mens jeg forsøgte at blive gravid var svære helt at give slip på. Men det var en befrielse når det lykkedes og i den proces var det rart med en støttende hånd at gribe ud efter når der blev behov for det.
Samtalerne hjalp mig til at tage ansvar for min barnløshed. Tage ansvaret og livsvilkåret på mig og selv beslutte om jeg vil i mere fertilitetsbehandling. Det var svært, men forløsende. Jeg havde ikke selv valgt barnløsheden, men jeg kunne selv vælge om jeg ville i fertilitetsbehandling. Og med så mange andre valg i livet så har det konsekvenser og kan betyde livsændringer på godt og ondt. Som når du er ufrivillig barnløs og valget kan betyde et barn eller ej.
Tak for du læste med.
Kærlig hilsen Rikke
Vi har valgt at dele Rikkes historie, da vi ønsker at sende et budskab om, hvor vigtigt det er, at det mentale og følelsesmæssige af barnløshed bliver en naturlig del af fertilitetsbehandling i fremtiden.
Vi ønsker at nye fortællinger om at være i fertilitetsbehandling kan træde frem og belyse vigtigheden af de konsekvenser det kan have; om man bliver forælder eller ej.
Synes du vores arbejde er vigtigt og vil du være med til at sætte ufrivillig barnløshed på dagsordenen? Støt os her
