Sisse

Sisse Bett Rasmussen

Alder 45 år

Civilstatus Gift med David

Stilling Arkitekt

Hvordan er du kommet i berøring med fertilitetsbehandling? 

Vi startede med fertilitetsbehandling i 2011. Jeg var igennem syv hormonbehandlinger på fem år, både i Sverige og Danmark. 

Hvilken egenskab drømmer du om at besidde? Og hvordan ville det gavne dig? 

Jeg ville gerne kunne lære nye sprog på fem minutter, så jeg kan tale med alle i hele verden. Så ville det være muligt for mig at lære en masse nye kulturer at kende. Når jeg lærer nye ting, oplever jeg en større rummelighed. Det ville jeg kunne give videre til andre og dermed måske ændre forudindtagede meninger. Hvis vi alle var bedre til at sætte os i hinandens sted, kunne der opstå større rummelighed og forståelse for hinanden. Så ville vi alle opleve større omsorg og gensidig respekt. 

Hvad glæder du dig mest til i det kommende år? 

Forår. Jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og nyde alt, der springer ud. Det er faktisk dét, som jeg glæder mig mest til på et år. Alt der springer ud, sprudler og lyset der vender tilbage.  

Roadtrip ned igennem Europa skal jeg også sammen med min mand. Og hvem ved – måske kan året bringe noget nyt ind.  

Hvordan tager du ansvar for din egen udvikling? 

Jeg tager ene og alene ansvar for min udvikling, og det tager jeg ret meget ansvar for. Måske for meget en gang imellem. Jeg er et nysgerrigt menneske og vender ofte blikket indad først. Nogle gange bruger jeg det mod mig selv, og det er ikke altid positivt. Derudover søger jeg professionel hjælp, hvilket får mig til at opdage nye perspektiver og vinkler. Jeg ved, at jeg har et valg om, hvordan jeg har lyst til at være i mit liv. Nogle ting gør ondt, men det må jeg så arbejde med. 

For at finde ro læser jeg bøger og dyrker yin yoga. Der er ting, der falder på plads, når jeg tager tiden til mig selv. 

Hvad er et fuldendt liv for dig? 

Det er balance. Balance betyder for mig at finde ro i, at mit liv er godt, også uden børn. Jeg skal finde ud af, sammen med David, hvad vi skal bruge vores liv på. Mit liv er fuldendt, når David står ved min side, og vi finder nye eventyrer sammen. Jeg elsker at møde nye mennesker og kulturer, så det er også noget med at rejse og opleve verden. 

Hvad er du taknemmelig for? 

At være i live! Jeg har for år tilbage ligget på et operationsbord, hvor det gjaldt liv eller død, så jeg er glad for at være i live. Det mærker jeg ved at værdsætte de små ting, der sker lige nu såsom solsorten, der synger i haven. Der tænker jeg wauw. 

Derudover presser svære situationer mig ikke på samme måde som tidligere. Nu prøver jeg at finde en løsning i stedet. Jeg har nok lært at leve i nuet. Tidligere havde jeg travlt med, at jeg skulle være andre steder, end jeg var. Sådan har jeg det ikke længere.  

Hvad tænker du når jeg siger: Alt er som det skal være? 

Både og. Min forestilling var, at jeg skulle have mindst to børn med David, men sådan blev det ikke. Det blev ikke til børn, og vi traf selv valget om at stoppe. Jeg er vred over, at det ikke lykkedes, så derfor er jeg ikke helt nået til accepten endnu, men arbejder på det. Hvis jeg lader være med at sammenligne mig med andre, synes jeg, at jeg har lykken ved min side, nemlig David. 

Hvad er dit forhold til at miste? 

Kærlighed og smerte i en og samme kop. I 2008 mistede jeg min mor til brystkræft, og det var første gang, at jeg oplevede at miste så tæt på. Jeg havde aldrig oplevet så stor en smerte.  

Efter at jeg havde mistet min mor, blev David og jeg gift, og vi talte med vores præst om at miste og smerten i sorgen. Han delte med mig, at smerten i sorgen er lig med kærlighed. Det med at miste i virkeligheden handler om, at jeg har været så heldig at mærke kærligheden, en der har betydet meget for mig. Det giver god mening for mig. 

Og så mistede vi drømmen om at få børn, og her er der mindre forståelse fra omverden eller den sorg er mere tabubelagt , og derfor også en mere ensom smerte.  

Hvad frygter du allermest? 

Bitterhed og kræft i sidste stadie. I fertilitetsbehandling kan ensomheden skabe bitterhed. Det er en følelse, som jeg ikke kan bruge til noget. Men jeg frygter at blive en bitter person.  

Og kræft er så ubarmhjertig. Den åd min mor. Min frygt har dog fået mig til at indse en kvalitet. I besværlige situationer har jeg allerede set frygten i øjnene, og det gør ting mindre besværlige. Jeg oplever flere situationer som overkommelige, fordi jeg netop har set min frygt i øjnene.  

Hvad er dit yndlingsdyr og hvorfor? 

Hunde, fordi jeg er vild med dem som væsen og den hengivenhed, som de viser.  

Og så er jeg vild med søpapegøjer på grund af deres melankolske og smukke udseende. Og så har de en særlig frihed over sig, når de sidder dér på Klippesiderne. Jeg har selv lidt melankoli over mig. Når jeg er i den følelse, kan du se det i mit ansigt. Eftertænksomhed og sensitivitet er to ord, der beskriver mig godt. Jeg kan godt lide at dyrke melankolien ved at være i min drømmeverden. 

Forestil dig at du sidder ti år fremme i tiden, og kunne give dig selv et råd. Hvad ville det råd være? 

Du er god nok, og det er ikke din skyld. Du gjorde det godt.