Pernille Ø

Pernille Østrem

Alder 43 år

Civilstatus gift

Stillling præst

 

Hvordan er du kommet i berøring med barnløshed?

Barnløs på grund af omstændighederne. Tiden, hvor det var mest oplagt for mig at få børn, opstartede jeg karriere. Det at få børn definerer mig ikke som menneske, og jeg lever med mennesker omkring mig hele tiden.

Hvilken egenskab drømmer du om at besidde? Og hvordan ville det gavne dig?

Jeg ville ønske, at jeg var gladere for vand. Jeg har arbejdet med det de seneste år ved at lære at snorkle og købt mig en våddragt. I virkeligheden handler det om at føle mig modig og mærke den styrke, som jeg har. Jeg var lidt barnlig stolt, da jeg brød med ideen om, at jeg ikke kunne. Det fik mig til at føle mig fri.

Hvad glæder du dig mest til i det kommende år?

Jeg er ikke så god til at glæde mig, fordi det kan skygge for det, der er lige nu. Jeg glæder mig hellere over tingene, når de sker. Ikke sagt, at jeg ikke glæder mig til de samme ting som andre, såsom ferier, men jeg gør det på en anden måde. Jeg har øvet mig meget i ikke at forvente alt for konkrete ting.

Hvordan tager du ansvar for din egen udvikling?

Et punkt, som jeg vender tilbage til er ikke at blive på overfladen. Hvis jeg virkelig skal forstå mit liv og min verden, så skal jeg dykke ned i den. Men det kan være ubehageligt og kvalmefrembringende. Derfor gør jeg det ikke altid eller hele tiden men på særlige tidspunkter.  Når jeg vil udvikle mig, gør jeg det ofte ved hjælp af læsestof eller samtalepartnere. Men der skal også være tid til at tænke. Det gør jeg gerne, når jeg løber, så jeg har tid til dialogen med mig selv.

Hvad er et fuldendt liv for dig?

Det er et afsluttet liv. Livet er fuldendt, når det en dag slutter. Så er det ligegyldigt, hvad det liv har indeholdt. Så var det et fuldt liv. Det er den åndelige måde at anskue det på. Første skridt er at komme til verden, og derfra skal vi sikre os, at alle har et trygt liv. Med så rige muligheder og traditioner som muligt. Og så skal vi leve med, at vi aldrig bliver fuldendte, fordi vi er såret og går på krykker. Nogle gange mere end andre. Og det skal vi omfavne. Altså, at vi alle går på krykker på et psykologisk plan. Vi har alle en arv, som vi bærer med os. Målet er ikke perfektion.

Hvad er du taknemmelig for?

Jeg føler mig privilegeret over, at jeg er rask og den tid og det sted, som jeg lever i. Hvis jeg vågner op i morgen og er sur, må jeg have ligget på den forkerte side, for jeg har intet at være utilfreds med. Jeg er også taknemmelig for mit gode humør. Der er meget tro, håb og kærlighed i mit liv.

Hvad tænker du når jeg siger: alt er som det skal være?

Dybest set tror jeg på, at der er nok kærlighed, vand, musik og tagsten til, at alle kunne have et trygt hjem og liv. Alt, hvad vi har brug for, er til stede i denne verden. Men så kan vi konstatere, at alt ikke er, som det skal være. Det er forkert fordelt. Alt er dybest set, som det skal være, men der skal gøres en del for, at det kommer alle til gode. En gang imellem kan jeg føle, at der er en indbygget uretfærdighed. Det gør, at jeg mærker en bekymring og uro. Jeg har lært, at bekymring og uro dybest set er menneskets bedste forsøg på at holde sig i live. Derfor hylder jeg min uro og bekymring. Det er en livskraft.

Hvad er dit forhold til at miste?

Fra mennesket er 18 år begynder vi lige så stille at falde af på den, og det er et livsvilkår. Det prøver jeg at omfavne. På et tidspunkt mister jeg mennesker omkring mig, så jeg prøver at forberede mig på, at jeg skal miste. Og i virkeligheden er jeg opmærksom på, at jeg hele tiden mister og derfor kommer tættere på det at miste. Det er en proces at have et sundt og godt forhold til at skulle dø. Hver gang jeg tager et åndedrag, kommer jeg tættere på døden. Tænk at livet koster livet.

Hvad frygter du allermest??

På en måde tror jeg, at det, jeg frygter mest, er andre menneskers voldsomme lidelse. Det at et andet menneske oplever den fysiske smerte og angst. Og hvis det er så slemt, at jeg ikke kan hjælpe. Magtesløsheden i det. Jeg kan måske lindre og stille mig til rådighed, men hvis ikke det hjælper, gør jeg ingen forskel. Måden, jeg bearbejder min frygt på, er ved at tale med dem omkring mig. Det hjælper mig at italesætte, det jeg mærker. Og så tror jeg på, at når lidelsen holder op, så ser vi os selv i lyset af evigheden og siger tak for alt det gode.

Hvad er dit yndlingsdyr og hvorfor?

Min perserkat Elvis, som jeg deler med mine forældre. Han kommer, når jeg fløjter på ham, men ellers bestemmer han alt selv. En kombination af, at han fuldstændig er sin egen, men samtidig afhængig af mig gør, at han er mit yndlingsdyr. Han er min følgesvend i hverdagen.

Forestil dig at du sidder ti år tilbage og fremme i tiden, og kunne give dig selv et råd; hvad ville det råd være?

Som 33-årig ville jeg sige til mit 23-årige jeg: Nyd nu bare den du er, det du har og det du gør. Og hvor stram din hud er. Tag for dig af retterne; bare giv den gas. Du er for vild. Morgendagen har nok i sin egen bekymring, du behøver ikke bekymre dig om dagen i dag. Så når jeg bliver 53 år, så er jeg endnu mere afslappet end nu. Livet bliver bedre og bedre. Det var også godt før, men jeg bekymrede mig mere om det. 

0 svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *