Camilla
Camilla Deacon
Alder 40 år
Civilstatus Gift med Peter Deacon
Stilling Executive Assistant
Hvordan er du kommet i berøring med fertilitetsbehandling?
Jeg var i fertilitetsbehandling som solo-mor, da jeg mødte min mand. Efter at have holdt pause i ca. 2 år – for at finde ud af, om det skulle være os – har vi nu sammen været i behandling i et års tid.
Hvis alt er muligt, hvad ville du så gerne?
At blive mor er noget, jeg har taget for givet, og det har været hårdt at tænke tanken: Måske bliver jeg (vi) nødt til at revurdere min allerstørste drøm i livet. Jeg ville dog ønske, at min mand og jeg kunne få en kæmpe familie. Hvis det ikke kan give sig, så må vi jo hellere få den chokoladebrune labradorhvalp, min mand taler om hele tiden.
Hvad glæder du dig mest til i det kommende år?
Jeg er et energisk menneske, og jeg elsker kulturelle oplevelser: Bøger, film, udstillinger og koncerter. Jeg kan lide at være i flow og føle, at jeg er på vej et sted hen. Mødet med andre mennesker, herunder især kærligheden til min mand giver mig lykke, nærvær og styrke. I rummet hvor jeg lærer noget om andre mennesker, lærer jeg også utrolig meget om mig selv.
Hvad gør du for at opnå dine mål?
Jeg har altid haft et stort drive, været ambitiøs og opnået en masse af mine mål mht. job, uddannelse og projekter. Jeg har arbejdet hårdt for at være, hvor jeg er, og jeg kender mig selv godt. I dag har jeg et mere nuanceret forhold til at nå mine mål, end da jeg var yngre. Lige nu handler det mest af alt om at nyde at være i nuet.
Hvad forbinder du med et godt liv?
Et godt liv er for mig et liv i balance – hvor der er plads til et stærkt ægteskab, et lykkeligt familieliv, en solid base i vores hjem, et godt helbred, et spændende arbejde, sjove rejser og masser af vigtige mennesker. Kærlighed, familie, relationer og oplevelser har altid været de 4 hjørnesten i mit liv.Hvad har været din vigtigste læring?
Mit livsmotto er “no regrets”. Jeg tror på, der er en læring i alt; også det rigtig svære, frustrerende, sorgfulde og uretfærdige. Det betyder, at jeg sjældent oplever at fortryde noget eller ønske at have gjort noget anderledes. Især er det vigtigt for mig ikke at spilde kræfter på noget, som jeg ikke kan ændre på.
Hvis du skulle ændre en ting i verden, hvad ville det så være?
Det handler om at lære af situationer og forsøge at komme videre. Jeg gider ikke “du er for tyk”, “du er for gammel”, “hvorfor har du valgt det”, “det bør du ikke”. Der er jo kun én mig, og jeg er god nok, som jeg er.
Hvad er dit forhold til at miste?
Da jeg mistede min mor for 6 år siden, var der mange nye og svære følelser, som jeg skulle lære at tackle. Jeg har brugt mange timer på at savne, græde, være frustreret og reflektere over, at vi aldrig kommer til at se hinanden igen. Lige meget hvor meget jeg gerne vil, er døden jo definitiv. Mange af de samme følelser arbejder jeg med som ufrivillig barnløs.
Hvor god er du til at rumme det meningsløse?
Det er noget, jeg øver mig på hver dag. Det er grænseoverskridende at blive tvunget til at slippe kontrollen og acceptere, der er noget, som jeg ikke kan ændre på. Der er meget meningløshed forbundet med fertilitetsbehandling, og det kræver mental styrke at navigere heri. Sammen med store mængder af sorg, skyld, skam, vrede og frustration.
Hvad er dit yndlingsdyr ?
Mit yndlingsdyr er en løve; mit stjernetegn er løve, og jeg er 3. generation af løve (min farfar, min far og mig). Der er noget majestætisk og stolt over en løve. Hannen er smuk og iøjefaldende og hunnen er et flokdyr, der er social.
Forestil dig at du sidder ti år fremme i tiden, og kunne give dig selv et råd; hvad ville det råd være?
Husk at leve her og nu, gør det, der gør dig glad sammen med de mennesker, der vil dig det bedste i livet. Det er i nuet, at jeg er blevet nødt til at se det meningsløse i øjnene og acceptere, at jeg (vi) er meget mere end ufrivillig barnløs. Jeg vil ikke lade den kamp definere mig; der skal være plads til at leve, glædes, opleve og nyde livet.