Samtaleguide til veninder og vennekredsen

En samtaleguide til dig, der er i fertilitetsbehandling og gerne vil involvere og tale med dine veninder/venner og vennekredsen iøvrigt. Vi ved det kan være svært – men involvering af andre kan have en positiv betydning for din tid i behandling. 

 

Hvad kan du bruge samtaleguiden til: 

Brug guiden som inspiration når du skal tale med dine veninder/venner om din barnløshed og fertilitetsbehandling. Det kan være rart at have noget at læne sig lidt op ad, når du skal tage hul på en samtale som ofte føles sårbar, når man som du er berørt af barnløshed. Det er vigtigt, at du passer godt på dine nære relationer og at de passer godt på dig – også under behandling. 

 

Overordnede emner kan være gode at tage stilling til inden samtalen:

  • Hvis du er i behandling med en partner, er det vigtigt at I sammen afklarer hvem i jeres vennekreds der skal vide hvad, og hvor stor detaljegraden omkring jeres barnløshed skal være. Dette gælder også årsagen til jeres barnløshed – hvis I kender den. Det er en god ide at I sammen afklarer hvem af jer der taler med hvem – og hvem I måske skal tale med sammen.
  • Måske oplever I stor forskel på hvem I hver især synes der skal vide hvad og hvor meget. Forsøg at være respektfulde overfor hinandens ønsker, behov og grænser. 
  • Husk at fortrolige samtaler med gode venner/veninder kan være en vigtig ressource og et godt rum til at ventilere svære tanker og følelser. På den måde kan I aflaste hinanden som par. Det er ofte stress reducerende at have andre at tale med, også hvis den ene af jer har et større behov for at tale om barnløshed og behandling end den anden.
  • Skriv på forhånd de punkter ned, som er vigtige for dig at få sagt i samtalen.

 

Gode råd til samtalen:

Inden samtalen:

  • Det kan være en god ide at forberede din veninde/ven, at du skal fortælle dem noget vigtigt, som samtidig er svært og sårbart for dig. Det kan du fx gøre via sms eller i tlf. På den måde sætter du en god ramme med en (forhåbentligt) lyttende, kærlig og opmærksom veninde/ven.
  • Sørg for at der er god tid, og ro til at tale sammen uden afbrydelser. Måske skal det kombineres med en søndagsbrunch, gåtur i skoven, kaffeaftale eller et andet set-up som passer dig. Det kan også være at det skal være via facetime eller tlf hvis I bor langt fra hinanden.

 

Hvad skal du overveje til samtalen:

  • Fortæl så åbent og ærligt som du kan og har det godt med at: du/ I rigtigt gerne vil have et barn, men at det har vist sig at være svært og at I er i fertilitetsbehandling for at få hjælp.
  • Fortæl om selve behandlingen og dine følelser og tanker i en grad som du er tryg ved.
  • Husk at forskning viser, at personer der både fortæller om de faktuelle ting omkring behandlingen og de følelsesmæssige ting der følger med, har et lavere niveau af fertilitetsbetinget stress, end de personer der udelukkende taler om faktuelle ting.
  • Husk at barnløshed og fertilitetsbehandling for de fleste hører ind under intimsfæren og privatlivets fred. Så vær varsom med detaljegraden omkring sæd/æg/blødninger, undersøgelser og indgreb på klinikken, så du ikke senere kommer til at føle, at du har blottet dig/jer unødigt – eller worse case – overskrider en fortrolighedsgrænse ift din partner.
  • Giv plads til dine egne følelser undervejs i samtalen
  • Giv plads til din veninde/vens følelser og reaktioner.
  • Giv plads til spørgsmål
  • Forbered dig på at du måske skal ”undervise” din veninde/ven i hvad fertilitetsbehandling går ud på.
  • Vær realistisk ift succesraterne for jeres behandling – det er en god ide at fortælle, at behandlingen lykkes for mange – men ikke for alle!

 

Til samtalen:

  • Medbring evt skriftlig informationsmateriale fra din klinik og lån det ud til din veninde/ven så de kan blive klogere på hvad du/I er igennem – hvis det føles rigtigt og naturligt for dig.
  • Fortæl dem hvad de kan gøre for at hjælpe og støtte dig – både af praktisk karakter og på det følelsesmæssige plan
  • Fortæl hvilke spørgsmål til dig og til behandlingen du gerne vil have fremadrettet
  • Fortæl dem også hvad de helst ikke skal sige og ikke skal spørge om
  • Fortæl hvem de evt gerne må informere i den øvrige venneskreds og hvem de ikke må informere
  • Aftal med din veninde/ven hvordan du/I gerne vil informeres fremadrettet om evt kommende graviditeter hos dem personligt eller i jeres øvrige fælles vennekreds.
  • Hvis din veninde/ven allerede er gravid og eller har børn er det en god ide at I får talt om:
  • Hvor meget skal graviditet og børn generelt fylde i jeres samvær og samtaler? Hvordan kan du få sagt fra på en god måde, når du i perioder har lavt overskud? Hvordan kan din veninde/ven hjælpe dig i de situationer?
  • Tal om hvordan I evt kan lave nye traditioner for samvær i jeres venskab/vennekreds som ikke omhandler børn. Alle har brug for voksentid!
  • Det kan være en god ide at informere din veninde/ven at du løbende vil tage stilling om du deltager i vennearrangementer, babyshowers, barnedåb og lign – ud fra dit fysiske og psykiske overskud. Det er vigtigt, at du finder en god balance i at være social med dine venner og trække dig, når overskuddet i perioder er lavt.

 

Efter samtalen:

  • Tal samtalen igennem med din partner. Er du alene i behandling, så tal samtalen igennem med en anden god ven.
  • Er der vigtige punkter du havde glemt og som du efterfølgende skal have fortalt/informeret om?
  • Er der noget undervejs i samtalen du er blevet ked af, vred over, skuffet over eller andet?
  • Hvis ja – skal du have talt det igennem med den pågældende person og i så fald hvornår?
  • Vær opmærksom på at dine behov for at tale med og involvere din vennekreds kan ændres over tid – også set i forhold til længden på dit behandlingsforløb. Det er derfor en god ide at du løbende tilpasser din kommunikation med dine venner, så de ved hvor du står og hvad du har brug for.

 

Har du brug for støtte eller rådgivning, så BOOK en samtale med en rådgiver her

 

Udarbejdet af fertilitetssygeplejerske og psykoterapeut MPF Tina Sandager. Medstifter af foreningen Videnscentret Fertility Care.