Personlig historie af Simon

Hvad kan man(d) gøre?

Magtesløsheden og det at der ikke har været en klar rolle for mig at indtage i forløbet har været det sværeste for mig. Især som mand syntes jeg tit at min rolle har været reduceret til nærmest ingenting. Én der bare var med på sidelinjen. Der bliver ikke rigtig stillet nogle krav til manden i fertilitetsbehandling.

Til samtalen angående opstart på inseminering, var de eneste ting der omhandlede mig, at jeg ”helst skulle lade være med at ryge”, jeg måtte godt ”forsøge at drikke mindre” og da den mandlige læge hørte at jeg er tømrer, beklagede han det tidspunkt hvor man kunne indlevere af sæd om morgen. Han konkluderede at det jo passede dårligt med mit arbejde og han ”håbede at det ville være muligt for mig at tage fri fra arbejde, så jeg kunne komme og aflevere sæden”. Der er ikke nogen der beklager overfor min kæreste alle de timer, som hun skal tage fri for at være i fertilitetsbehandling. I de bøger vi har læst omkring at forbedre fertiliteten, står der en masse ting som en kvinde kan gøre, men kun som et sidenote står der, at disse råd også gælder manden.

Det er som om at man ikke tør at stille krav til manden i fertilitetsbehandling. Som om at man ikke stoler på mandens dedikation til projektet.

Magtesløsheden tror jeg både jeg selv og min kæreste har stået med. Manglen på krav til manden gør dog at det føles som om, at jeg egentlig bare er med fordi min kæreste vil have et barn. Som om det ikke er et ønske fra min side at få et barn. Som om at jeg ikke spiller en aktiv rolle, en part som har indflydelse på vores fælles fertilitet og min andel og ansvar i dette fælles projekt.

Jeg tror, at det i sidste ende kan betyde at nogle mænd rent faktisk kommer til at føle sig koblet af og faktisk ender med ikke at være ligeså dedikeret som deres partner. Det kan i sidste ende skabe en kløft i parforholdet.

Manden og kvindens rolle både i fertilitetsbehandling og i forhold til graviditet og fødsel er meget forskellig og derfor tror jeg at det er altafgørende at der faktisk er en rolle for manden at indtage under fertilitetsbehandling. Den rolle kan være meget svær at finde selv.

Til tider har jeg en tendens til at trække mig i tingene, når jeg alligevel ikke føler at jeg kan gøre fra eller til. Jeg har skubbet tingene lidt væk, både tankerne og følelserne. Hvilket kan give indtrykket af at det ikke rører mig eller at jeg ikke tænker på det. Det er en tendens jeg har som forsvar overfor dét der gør ondt eller påvirker mig – så går jeg ind i mig selv. Jeg har til tider glemt at være til stede i de ting der skete, men mere fokuseret på at det hele nok skal gå.

Det har gjort at min kæreste har følt sig alene i det og at alt ansvaret har ligget på hendes skuldre, fordi jeg lukkede mig mere inde i mig selv. Jeg har ikke taget initiativ til at snakke om tingene eller spørge ind til hvordan hun havde det eller delt hvordan jeg egentlig selv havde det.

Det har hjulpet mig rigtig meget at snakke med min kæreste og være en aktiv del af forløbet. At finde ud af at der er masse ting som jeg kan gøre, både for at støtte hende, men også for at sørge for at den sæd jeg leverer er af bedst mulig kvalitet. Min kæreste har en kromosom-fejl, som gør at vi har svært ved at få børn. Det viser sig ved tidlige aborter eller problemer med at opnå graviditet, men det betyder ikke at min sundhed er ligegyldig og at jeg ikke kan leve op til nogle anbefalinger for at optimere vores chancer for enten en naturlig, sund graviditet eller en vellykket fertilitetsbehandling. Hendes kromosomer kan vi ikke gøre noget ved, men vores egen både fysiske og mentale sundhed er parametre som vi faktisk har indflydelse på.

Vores fælles fokus på trivsel og sundhed har gjort at det føles som noget vi gør sammen og ikke noget hun gør, hvor jeg står på sidelinjen. Vi føler os som et team. Jeg får skrevet alle aftalerne ned i min kalender, så det er et fælles projekt – ikke bare noget min kæreste skal – lige meget om det er noget jeg kan komme med til eller ej og selvfølgelig kan jeg tage fri for at aflevere sæd på det helt rigtige tidspunkt ligesom jeg selvfølgelig også tager fri ved samtaler med lægerne omkring vores fælles behandling og når min kæreste skal insemineres, have taget æg ud eller lagt æg op. Problemet i mine øjne er, at det faktisk ikke er en selvfølge.

Det har også hjulpet mig at snakke med nogle af mine venner og gennem de samtaler er det gået op for mig at der er mange, der kæmper med disse problemer. At få et barn er ikke så let, som man måske kan have en tendens til at tro.

Det har været en lang proces, så det kan være svært at vurdere hvad og hvornår tanker og følelser er opstået. Jeg er overrasket over hvor lidt fokus der er på manden og glad for at vi som par har været gode til at snakke om at det er et fælles projekt. Det har helt sikkert gjort det lettere for mig at være en del af det. Hvis ikke, kunne jeg nemt være endt som en deltager på sidelinjen og jeg vil ikke stå som en passiv tilskuer til tilblivelsen af vores fælles barn.

Styrken i at snakke sammen og gøre tingene sammen er helt sikkert blevet forstærket igennem dette. Både det at snakke med min partner, men også det at snakke med mine venner og dem omkring mig. Man skal huske at man er i en lille boble, hvor man får en masse information, som ikke er almen viden og derfor er man også nødt til at snakke med dem omkring én om de processer, tanker og følelser man oplever. Det kan være rigtig svært at forestille sig hvordan det føles, når man ikke selv står i det.

Mit bedste råd er helt sikkert at snakke sammen og huske på at det er et fællesprojekt. At være gode til at snakke sammen er noget man skal holde ved lige ellers risikere man at det forsvinder stille og roligt.