Du kan hjælpe
Er du pårørende?
Gode råd til dig som er i familie med eller ven/kollega til en person, som er ufrivilligt barnløs.
Du kan hjælpe
Gode råd til dig som er i familie med eller ven/kollega til en person, som er ufrivilligt barnløs.
Gode råd til dig som er i familie med eller ven/kollega til en person, som er ufrivilligt barnløs og som gennemgår eller har været i fertilitetsbehandling sammen med sin partner, eller har valgt at være alene i behandling:
Vores erfaring er, at mange pårørende eller kolleger til barnløse har det rigtigt svært i forhold til, hvordan de skal agere, hvad de skal sige og måske i højere grad ikke skal sige til personen eller parret, som kæmper en hård kamp for at få et barn, eller som skal leve livet uden børn.
Vi ved, at det formentlig ligger dig meget på sinde at hjælpe og trøste personen eller personerne, du holder af. Måske har du oplevet, hvor svært det er netop at gøre det helt rigtige i situationen. At du måske har følt, at du kommer til kort og måske har sagt noget, som er blevet opfattet som sårende, ufølsomt eller tankeløst. Tro os, når vi siger, at det er helt normalt, og at det aldrig helt kan undgås, selvom man gør sig umage. Det at være barnløs og være i fertilitetsbehandling er en meget stor mundfuld, som alle, der ikke har prøvet det på egen krop, har svært ved at sætte sig ind i.
Den enkelte og parret kan være stærkt påvirket, både under og efter fertilitetsbehandling. Hvad enten det resulterede i et barn eller ej. Hormonbehandling og ubehagelige indgreb kan påvirke enhver og bringe følelser i kog både for kvinden og for parret. Dertil kommer svære skuffelser og fortvivlelse, når graviditet ikke opnåes, eller en graviditet opnåes, som resulterer i en abort. Altsammen noget, som resulterer i stærke og svære følelser for mange. Tiden under og efter fertilitetsbehandling er ligeledes præget af uvished om fremtiden, ensomhed og følelser af at stå udenfor og ved siden af livet.
Den person, du holder af, svinger i humør, og det, som virker den ene dag, virker ikke nødvendigvis ligeså godt dagen efter. De ord, som måske trøster, når man lige er blevet insemineret eller har fået taget æg ud, trøster ikke på samme måde, når man modtager en negativ graviditetstest. Det, som virkede efter det første negative svar, virker ikke ligeså godt, som efter det fjerde negative svar. Er du forvirret? Velkommen til de barnløses univers. De føler sig også forvirrede og faret vild. De hader følelsen af at være besværlige, triste, deprimerede, jaloux, misundelige, bitre, overfølsomme, vrede og frustrerede.
Vi ved, at mange pårørende gerne vil trøste – i praksis oversat til: Forsøge at fjerne smerten og ubehaget hos den person, som lider og er i sorg og krise. Det prøver mange så på ved at komme med opmuntrende bemærkninger, positive historier vi har hørt eller læst om andre i samme situation, eller gode råd, vi opfinder til lejligheden.
Spørg til, hvordan det at være barnløs føles. Hvilke tanker og følelser som fylder. Hvad personen er bange for og frygter. Hvordan det føles at være i behandling. Hvad fertilitetsbehandling egentlig indebærer. Hvad lægerne har sagt, og hvad udsigterne for behandlingsmulighederne er. Det vigtigste du kan give personen er masser af ægte nærvær – det gør du ved virkelig at lytte og være tålmodig.
Stil uddybende spørgsmål til alt det du ikke forstår, og forestil dig, at du er på en rejse, hvor du har din egen erfarne turguide med til at forklare dig, hvad det ukendte landskab gemmer på. Du skal ikke komme med opmuntrende bemærkninger eller forsøge at gøre noget lettere – du skal simpelthen blot lytte omsorgsfuldt!
Spørg, hvordan personen og parret gerne vil have, at I får besked om, hvad der sker med udredning og behandling. Nogle barnløse er meget åbne, vil gerne spørges og også selv fortælle løbende, hvad der sker i behandlingen. Andre ønsker selv at styre informationsstrømmen til jer. Det vil sige, at I måske slet ikke skal spørge til noget, men afvente, at de selv fortæller. Få dem til at fortælle jer, hvad de gerne vil have.
Spørg også til, hvem der må vide det i den øvrige familie, og respekter eventuelle ønsker om fortrolighed! Barnløshed og fertilitetsbehandling handler i høj grad om noget meget intimt for parret og hører derfor ind under privatlivets fred.
Læs meget gerne pjecer og informationsmateriale omkring barnløshed og behandling og spørg personen, om han eller hun har noget, du må læse.
Tilbyd at tage med til skanninger og undersøgelser, hvis personen gerne vil have det, og du gerne vil med. Hvis personen er i reagensglasbehandling, så tilbyd at komme med aftensmad på dagen for ægudtagning, hvor personen typisk er øm i maven og træt, og hendes partner også er træt og brugt. Eller tilbyd andre praktiske gøremål som hjælp. Hvis du har sagt, at du gerne vil være der og at vedkommende ”bare skal sige til”, så skal du ikke altid regne med, at personen selv kan fortælle dig, når behovet opstår.
Det er en god ide, at du tager initiativ til, at I skal ses, at du inviterer på lidt mad, en tur i biografen, en gåtur i skoven, et cafebesøg eller noget andet rart og hyggeligt. Respekter hvis du får et nej, og forsøg igen en anden dag.
Spørg ind til personen med jævne mellemrum og vær opmærksom på, at du har tid til at lytte til personen har ”talt sig tør”. Hvis personen ikke har lyst til at tale om det den dag, så respekter det, og giv plads til at tale om noget andet.
Hvis du er ven, søster eller bror og ikke selv har børn endnu men ved, at det snart kan blive aktuelt, så tal med personen om, hvordan han/hun gerne vil have overbragt nyheden.
Er du ven, søster eller bror og selv har børn, så vær opmærksom på ikke at tale om dine børn hele tiden. Læg nøje mærke til din barnløse vens kropssprog og ansigtsudtryk for tegn på, at det kan være svært at høre om, og hvis du er i tvivl, så spørg direkte om du har talt for meget om dine unger. Det er en stor hjælp, hvis du selv spørger. Det betyder, at personen ikke behøver at trække sig fra dig på længere sigt, fordi det er for svært at sige fra i selve situationen, og det er guld værd for et venskab eller familieforhold på den lange bane.
Er du veninde eller søster og selv er gravid eller har børn, så vær opmærksom på, at du ikke bruger for meget tid på at klage over graviditetskvalme, brystspændinger, hvor tyk du føler dig, hvor træt du er, fordi du ikke får sovet ordentligt, hvor stresset du er over at skulle nå at hente unger i institution, barns første sygedag etc. Det er ikke, fordi du ikke må have det sådan. Du skal blot tale om det med nogle andre. Det kan nemlig føles meget svært at høre på for den barnløse, som ville elske, at det var hende, der havde de problemer.
Hvis du er veninde, og I tit er sammen med andre veninder, der er gravide og har børn, så hjælp din barnløse veninde ved at dreje samtalen elegant hen på andre emner end graviditeter, fødsler og børn. Politik, samfundsforhold, en god film du lige har set, en spændende bog, sjove og pinlige historier…
Kom med forslag til at ses uden børn og brug det som en kærkommen lejlighed til at opfinde nye traditioner i vennekredsen, som ikke omhandler børn. Alle har brug for voksentid!
Aftal med personen, at det er helt okay, hvis han eller hun melder fra til en sammenkomst med mange gravide eller børn. Hvis det drejer sig om dit barns barnedåb eller fødselsdag, så vær kreativ og find på andre måder, hvorpå I kan fejre begivenheden sammen, hvis personen ikke kan overskue at være med på selve dagen, fordi det er for svært.
Din støtte har stor værdi for den enkelte eller det par, som kæmper en hård kamp for at få drømmen om et barn opfyldt. Din indsats, stor som lille, gør en forskel. Om det er din ven, datter, søn, bror, søster, kollega. Den du holder af, har brug for din anerkendelse, respekt og omsorg.
Din tilstedeværelse har også stor betydning efter endt fertilitetsbehandling, barn eller ej. Rejsen kan være barsk og reaktionerne mange, også hvis graviditet opstår, men i særdeleshed, hvis rejsen ikke resulterer i et barn. I fagsprog vil vi betegne sidstnævnte som permanent ufrivillig barnløs. Har personen, du kender, erhvervet sig denne noget uskønne titel, så skal en ny rejse begynde, hvor livet uden eget barn er en realitet. En rejse, som indeholder kærlighed, mening og masser af håb. Men det tager tid at finde fodfæste i det nye, så din støtte, anerkendelse og respekt er værdsat og værdifuld.
Læs mere om livet uden eget barn her.
Husk: Dit bidrag vil med garanti styrke jeres forhold, uanset om du er i familie med eller ven/kollega til den barnløse og på den måde får du tifold igen.
Videnscentret Fertility Care,
Højbro Plads 10, 1200 København
Email: kontakt@fertilitycare.dk
Telefon: +45 60 14 07 88
CVR: 41133104
Læs vores:
Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag de seneste nyheder fra Videnscentret Fertility Care. Du kan afmelde dig med et enkelt klik.
Sammen står vi stærkere i arbejdet for at støtte den enkeltes psykiske ve og vel, under og efter fertilitetsbehandling, barn eller ej.
Bliv medlem her