Gravid/med barn
Efter fertilitets-
behandling
Det er dejligt når fertilitetsbehandling resulterer i en graviditet og for mange af jer kan det også være en tid, der er fyldt med modsatrettede følelser.
Gravid/med barn
Det er dejligt når fertilitetsbehandling resulterer i en graviditet og for mange af jer kan det også være en tid, der er fyldt med modsatrettede følelser.
“Den kærlighed, omsorg og opmærksomhed som jeg får nu fra forældre, svigerfamilie, venner og veninder har jeg lidt svært ved at tage imod, fordi jeg faktisk synes, at jeg havde mere brug for/fortjente den, da jeg var i behandling.” Jannie Justesen
Det er dejligt når fertilitetsbehandling resulterer i en graviditet og for mange af jer kan det også være en tid der er fyldt med modsatrettede følelser. På den ene side stor glæde og lettelse over at behandlingen har virket – på den anden side ængstelse og uro – og udsigten til nogle lange måneder med mange milepæle, der skal passeres – før man er ”trygt i havn”.
Hvis du/I har oplevet at abortere tidligere, så kan graviditeten føles ekstra lang og sårbar.
Måske oplever du/I at jeres omgivelser forventer, at I skal være ekstra glade og lægge tidligere bekymringer væk – og give jer hen til den søde ventetid. Det ved vi kan være svært når man har været igennem et krævende behandlingsforløb, og det er helt normalt.
Din/jeres graviditet er jeres helt egen og jeres oplevelser er ligeså rigtige, som hvis du/I var blevet gravide ved egen hjælp.
Det er helt normalt at opleve mange og modsatrettede følelser.
“Jeg har mange modsatrettede følelser, som f.eks. skyld, overfor dem jeg kender som ikke er gravide, skam – fordi jeg føler, at jeg burde være ubetinget glad og lykkelig. Ambivalens – fordi det ER et mirakel, men på en måde føler jeg også, at det er det mest almindelige i hele verden.” Jannie Justesen
Det er vigtigt at du/I gør jeres praktiserende læge opmærksom på at du/I er blevet gravide ved hjælp af fertilitetsbehandling. Lægen skal huske at anføre det på svangrepapirerne der sendes ind til fødestedet. På den måde kan hospitalet tilrettelægge svangreomsorgen bedst mulig. Mange fertilitetsbehandlede gravide har stor gavn af at få tilbudt jordemoderkonsultationer hos de jordemødre der varetager svangreomsorgen for kvinder med ekstra behov. Det er noget der skal aftales med det pågældende fødested og det hører ind under visitationen.
Der er en mening med at en graviditet varer 9 måneder. I den tid skal du/I vænne jer til tanken om at blive forældre og foruden at der sker en hel masse fysisk, så sker der også rigtigt meget psykisk.
For mange fertilitetsbehandlede gravide fylder uro og ængstelse en del i især den første halvdel af graviditeten. Mange oplever øget indre ro, når man kan begynde at mærke liv – det hele bliver lidt mere håndgribeligt og maven begynder for alvor at blive synlig.
Tilknytningen til det lille nye liv inde i maven skal i gang og være i god udvikling inden fødslen– det betyder at du/I skal begynde at knytte jer til jeres barn. I praksis kan det se ud på mange måder.
Hvis du/I kan mærke at ovenstående er rigtigt svært fordi bekymring/uro/ængstelse fylder rigtigt meget, så er det vigtigt at du/I fortæller det til den jordemoder I er tilknyttet og evt også jeres praktiserende læge. På den måde kan I få den rigtige hjælp, støtte og rådgivning, så tilknytningen til jeres lille barn kan komme godt fra start – inden fødslen.
Hvis og når du mærker sorgen og tristheden over alt hvad du har været igennem i dit behandlingsforløb, så er det vigtigt at du ikke skubber det til side eller negligerer dine følelser.
Det er en god ide at du ”ærer dig selv” for at have gennemgået et krævende behandlingsforløb og måske en sårbar graviditet og fødsel. Det kan du gøre ved at ”dvæle” ved dine oplevelser og dine følelser engang imellem – ligesom hvis du besøgte et gravsted hos en du har holdt meget af, eller et andet særligt sted der betyder noget for dig.
Giv dig tid til at sætte dig ned, måske tænde et lys og lade følelserne fylde dig. Tal med dig selv fra et varmt og kærligt sted inden i dig – ligesom du ville gøre hvis du stod ved et gravsted og talte med den person der var stedt til hvile netop der. Giv dig selv lov til at mærke de mangeartede følelser som er forbundet med alt hvad du har gennemgået og som er helt naturlige sorgfølelser, og hvis tårerne presser sig på – så lad dem flyde frit. Det er blot et tegn på at noget smelter indeni dig.
Efter en stund vil du føle dig roligere – og det er på tide at forlade ”dit særlige sted” og vende tilbage til dit nuværende liv. Du ved, at du når som helst kan vende tilbage og dvæle lidt når du har brug for det. Det vigtigste er at du oplever at du kan gå fleksibelt ind og ud af sorgens følelser – så er du helt på rette vej!
Hvis du til gengæld oplever at tiden med fertilitetsbehandling fortsat fylder rigtigt meget og/eller din graviditet og fødsel har været fyldt med angst og frygt og du har svært ved at give slip på de tunge følelser – så skal du overveje at søge professionel hjælp hos en dygtig terapeut med erfaring på området!
Det er vigtigt at huske på, at selvom du har fået et barn vha fertilitetsbehandling, så er det helt normalt ikke at være glad og lykkelig hele tiden. Du vil med meget stor sandsynlighed opleve præcis de samme frustrationer som andre nybagte forældre også gør – og det er helt ok at føle træthed, tristhed, overvældelse, udmattelse….og måske endda fortrydelse.
Måske føler du skam og skyld over ikke at være glad for dit barn 24/7 – måske tør du ikke sige det højt, netop fordi du har måttet kæmpe så hårdt for at lykkes med at blive forælder.
Det er derfor særligt vigtigt, at du fortæller din sundhedsplejerske og dine øvrige omgivelser hvordan du har det. På den måde kan du få den rigtige hjælp og støtte til glæde for dig, din partner og jeres lille barn.
Lyt med på podcasten ‘Et andet liv’:
Hold dig opdateret via vores nyhedsbrev på foredrag, artikler, etc. om emnet.
Videnscentret Fertility Care,
Højbro Plads 10, 1200 København
Email: kontakt@fertilitycare.dk
Telefon: +45 60 14 07 88
CVR: 41133104
Læs vores:
Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag de seneste nyheder fra Videnscentret Fertility Care. Du kan afmelde dig med et enkelt klik.
Sammen står vi stærkere i arbejdet for at støtte den enkeltes psykiske ve og vel, under og efter fertilitetsbehandling, barn eller ej.
Bliv medlem her