Vejen som solomor kan være ekstra ensom

I går kunne vi på DR1 endnu engang følge de syv danskere, som alle har udfordringer med at blive forældre. I serien ”Når storken flyver forbi” følger vi i 4 afsnit, tre par og en solo kvinde helt tæt i deres fertilitetsbehandlings forløb.

Serien sætter fokus på det stigende problem med nedsat frugtbarhed, som er den mest hyppige kroniske sygdom blandt 25-45 årige i Danmark og mere udbredt i denne aldersgruppe end bl.a. diabetes, astma, psykisk sygdom og kræft.

At være i fertilitetsbehandling kan give dybe sår på sjælen. Mange får symptomer på stress, angst og depression og oplever denne periode, som en eksistentiel livskrise med mange svære tanker og følelser, tab og sorg.

I gårsdagens afsnit fulgte vi bl.a. Channie, som er single kvinde i fertilitetsbehandling. Siden 2007 har det i Danmark været tilladt at yde fertilitetsbehandling til solomødre. Solomødre er kvinder, der af forskellige grunde har valgt at forsøge at få et barn alene uden en partner. Ofte er årsagen til dette valg, at kvinden ikke har mødt partnerne hun vil dele livet med og grundet kvindens faldende fertilitet, vælger at forsøge på egen hånd. I Channies tilfælde er det en kombination af dette og sygdommen Endometriose.

At træffe beslutning om at blive solomor og dermed gennemføre en krævende fertilitetsbehandling på egen hånd, indebærer ofte store eksistentielle overvejelser. Det kan for mange være svært at dele med omverdenen, og mange kvinder føler sig derfor ensomme i deres forløb, både under og efter – barn eller ej. 

Channie fortæller i afsnittet om, hvordan hun efter nøje overvejelser har valgt at fortælle det til sine nærmeste venner, og hvordan det, at dele det med andre, har haft positiv indvirkning på følelsen og oplevelsen af ensomhed.

Netværk for solomødre

Er du nuværende eller kommende solomor og har du også lyst til at dele dine oplevelser, tanker og følelser med andre solomødre, så har du mulighed for at deltage i vores netværksgrupper for solomødre.

 

Podcast om overvejelser og udfordringer

Du kan også finde inspiration i podcasten ‘Et andet liv’, i episode 20# taler Abelone Tholstrup Stein med Anne Sofie Hansen om at gå solomor-vejen og de mange overvejelser og udfordringer, der er knyttet til den vej. Lyt med på en inspirerende rejse om at gå solomor vejen. Lyt med på Anne Sofies  overvejelser, der er forbundet med at gå vejen alene, men også om Anne Sofies etiske overvejelser knyttet til dobbelt donation, da hun når dertil. En afgørende ledetråd for Anne Sofie har været accept. Lyt med og hør hvad der ligger bag…